Årets edderkop i Europa 2013
Fugleedderkoppen – Atypus affinis Eichwald, 1830
I Danmark lever en enkelt art af fugleedderkopperne (Mygalomorphae). På latin hedder den Atypus affinis, på dansk bliver den kaldt nordlig fugleedderkop eller tapetsér-edderkoppen. Det første navn hentyder til at det er den nordligst forekommende af alle fugleedderkoppearter i Europa. Det andet navn henviser til at dyret forer sin underjordiske gang med et silketapet. Denne type spind findes hos alle arterne i familien, som derfor kaldes tapetsér-edderkopper (familie Atypidae). Der findes flere andre familier af fugleedderkopper, hvoraf nogle også forekommer i Sydeuropa, men Atypidae er den eneste som når nord for Alperne (3 arter af Atypus). Vor danske art (A. affinis) har nordgrænsen for sin udbredelse i Danmark (nordligste fund er ved Hadsund). Fugleedderkopperne adskiller sig fra andre edderkopper ved at kæberne (chelicererne) er fremadrettede og giftkrogene bevæges parallelt med dyrets længdeakse (kaldes orthognathe chelicerer).
I Danmark findes fugleedderkoppen over store dele af landet: Østjylland, Fyn, Sjælland, Møn og Bornholm (se udbredelseskort på www.fugleognatur.dk). Den mangler tilsyneladende helt i Vestjylland, Thy og Vendsyssel.
Verden over findes tre slægter af familien Atypidae med i alt 49 arter. De tre mellemeuropæiske arter er (stigende i størrelse): Atypus muralis, Atypus piceus og Atypus affinis. Sidstnævnte er næsten overalt i Europa den almindeligste art og hos os den eneste. Kun i Østrig synes den at være mindre hyppig end de øvrige. Alle arterne er rødlistede i de fleste europæiske lande som mere eller mindre truede. I Danmark er den kategoriseret som ”næsten truet” (NT). Dette kan begrundes med at den fortsat findes på et ganske stort antal lokaliteter, men på mange af disse er den truet af tilgroning. På grund af dyrets ringe spredningsevne er lokaliteterne indbyrdes isolerede, så hvis en bestand et sted uddør, vil der ikke blive genetableret en ny, selv hvis forholdene skulle være i orden.
Fugleedderkoppen forekommer i solåbne, varme (xerotherme) biotoper, dvs tørre, sandede steder, helst på sydvendte skråninger. I Danmark er den temmelig udbredt på hedebakker i Midt- og Østjylland (Søhøjlandet) samt Bornholm, samt spredt på kystskrænter i Jylland og på øerne (Helgenæs, Samsø, Røsnæs, Møn m. fl.). Længere sydpå kan den også findes i åbne skove. De forekommer kun i lavlandet (op til 600 m.o.h.).
Kropslængden (fraregnet de meget store kæber) hos hannerne er 7-10 mm og hos hunnerne 10-15 mm. Hannernes farve er for det meste dybt sort, mens hunnerne er mørkebrune og ungerne endnu lysere. De lange bageste spindevorter er delt i 3 led. Man kan kende A. affinis fra de øvrige arter på disse spindevorter, idet A. muralis har 4-leddede spindevorter, mens A. piceus har en ufarvet ring på det yderste led som får det til at se ud som om den også har 4 led.
Dyrene lever i 10-30 cm lange underjordiske rør, som de selv graver og beklæder med silke. Røret fortsætter over jorden i et ca. 10 cm langt og 1 cm bredt cigar-lignende rør, som er lukket i enden. Dette overjordiske fangst-rør er kamoufleret med jordpartikler og planterester fra omgivelserne, hvilket kan gøre det meget vanskeligt at finde. Edderkoppen lever inden i det helt lukkede rør og venter på at insekter skal vandre over den overjordiske del. De fanges ved at edderkoppen bider dem gennem silkerøret med sine meget lange giftkløer og trækker dem ind til sig i røret. Dette repareres herefter. Bytterne udgøres typisk af biller, myrer, bænkebidere, skolopendre og evt tusindben.
Hannerne kan ses i parringssæsonen som ligger i det sene efterår (september – november). Hos A. piceus ligger parringstiden derimod i foråret (maj – juni). De løber da rundt på jordoverfladen for at finde hunnernes spind. Parringen foregår under jorden i hunnens rede, hvor hun også efterfølgende lægger sine æg, som spindes ind i en silkekokon. Ungerne klækker af æggene i efteråret, men bliver i reden vinteren over. På varme dage i marts-april spreder de sig ved ”flyvende sommer”, men når dog ikke ret langt væk. De er flere år om at blive voksne og lever alt i alt i 8-10 år.
Hunnernes spind kan findes gennem hele sæsonen, mens hannerne som nævnt kan ses på overfladen i det sene efterår. Det skal indrømmes at det ikke er nemt at komme til at se årets europæiske edderkop, fugleedderkoppen, men er man ihærdig og har heldet med sig, er det en oplevelse ud over det sædvanlige. Emil Nielsen skriver i sin bog ”De danske edderkoppers biologi” fra 1928 at ”det må glæde enhver ven af den danske fauna, at edderkopper med en så egenartet levemåde hos os finder deres nordgrænse og er repræsenteret ved en art” og slutter sin beskrivelse med ordene: ”et lille dyrs livshistorie kan vanskeligt være mere interessant”. Så der er al mulig grund til at opsøge den og studere den nærmere. Heldigvis kan den fortsat findes på mange lokaliteter i landet.
Hold øjnene åbne næste gang du besøger en hule: grotteedderkoppen kan være i nærheden!
Christoph Hörweg och Søren Toft
Kontakt Danmark
Søren Toft, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, Ny Munkegade 116, DK-8000 Aarhus C.
e-mail: soeren.toftbiology.au.dk
