Årets edderkop i Europa 2011
Labyrintedderkoppen – Agelena labyrinthica (Clerck, 1757)
Slægten Tegenaria (husedderkopperne) blev i 2008 kåret til Årets Edderkop i Europa (European Spider of the year 2008). Nu er turen kommet til endnu en art af samme familie, nemlig labyrintedderkoppen Agelena labyrinthica, der er valgt til Årets Edderkop i Europa for 2011. Labyrintedderkoppen er en ud af ca. 1100 arter af tragtspindere (familien Agelenidae) i verden. I Europa findes omkring 180 arter og i Danmark blot 6 arter.
En vigtig karakter for alle familiens arter i forhold til andre edderkopper er, at det bageste par spindevorter er to-leddede og forlængede. Hos labyrintedderkoppen er de stærkt forlængede – med det ydre led næsten dobbelt så langt som det basale led. For edderkoppenørder kendetegnes familien yderligere ved at fodleddet (tarsus) på det forreste benpar har mindst 4 fine sansehår (såkaldte trichobothrier) på oversiden. Af størrelse ligger labyrintedderkoppen i den høje ende blandt de danske edderkopper: hannerne 8-12 mm, hunnerne 10-14 mm i kropslængde. Cephalothorax (der består af hoved og forkrop som er vokset sammen) er gul-brun og med to brede længdestriber som indsnævres fortil. Abdomens (bagkroppens) grundfarve er grå-brun; et længdegående gråt bånd med skrå hvide sidelinjer danner et sildebensmønster på oversiden. Voksne individer findes typisk i juli og august.
Labyrintedderkoppen lever på tørre, solrige steder. Sydligere i Europa kan den også findes i skove og skovkanter, men i Danmark udelukkende i habitater med lav vegetation og sparsom buskbevoksning, dvs på heder og ikke for kraftigt græssede åbne områder. Den er almindelig og udbredt i Midteuropa, men forekommer mere pletvis i Danmark. Der findes ældre fund fra Nordsjælland, men i nyere tid er den kun fundet i Jylland samt på Fyn og Bornholm.
Labyrintedderkoppen bygger det typiske tragtnet udspændt mellem græs og anden vegetation; sædvanligvis er det anbragt tæt over jorden, sjældnere op til en meter oppe i en busk. Spindet består af et stort tæpppe som løber ned i en rørformet tragt i den ene ende; her har edderkoppen sin retræte som den hurtigt vil løbe ned i hvis den forstyrres. Over tæppet er udspændt et tredimensionelt netværk af fine silketråde som vil standse flyvende insekter og få dem til at falde nedpå tæppet.
Hvis et insekt lander på nettets tæppeflade farer edderkoppen frem fra retræten og dræber byttet med et bid fra de giftholdige kæber. Den orienterer sig mod byttet ved hjælp af de vibrationer som byttet skaber i nettet. Edderkoppen kan endog lokalisere bytte som er fanget i netværket over tæppet. Dette gøres ved hjælp af de før omtalte sansehår (trichobothrier). Selv langsomt flyvende insekter kan angribes. Edderkoppen har en reaktionstid på 160 msek, hvilket gør at kun de hurtigste insekter slipper fri. Også synet hjælper den til at orientere sig i nettet, idet den kan skelne lyse og mørke genstande i sine omgivelser.
I forplantningsperioden (midten af juli) kommer hannerne til hunnernes spind, som de trommer på med deres pedipalper (arm-lignende munddele som også bærer hannens parringsorganer). Ved særlige trommemønstre signalerer de deres identitet og at de ikke er et bytte. Hvis hunnen er klar til parring forbliver hun roligt i sin retræte (hvis ikke vil hun angribe hannen); hannen kryber ned til hende i retræten og det er her parringen forgår. Ca. en måned senere (i august) bygger hunnen en stor hvid silkekonstruktion til æggene, udspændt i spindets tragt. Inderst i denne findes selve ægsækken med 50-130 æg. Omkring denne findes et labyrintagtig system af kamre eller gange adskilt af silkevægge. Det er denne rede for æggene som har givet edderkoppen sit navn. Den kan også være kamoufleret af f.eks. døde blade fra omgivelserne. Ungerne klækker af æggene allerede samme efterår, men de bliver i reden vinteren over og ernærer sig i denne periode udelukkende af æggets blommemasse. Om foråret forlader de så reden og må klare sig selv. Til trods for artens størrelse bliver de voksne allerede samme sommer, dvs. på blot 2-3 måneder.
Labyrintedderkoppen er let genkendelig på sit spind, sin størrelse og farvetegning. Skulle man være så heldig at støde på den, vil man få sig en oplevelse hvis man tager sig tid til at iagttage den nærmere. Man kan prøve at kaste et insekt ind i spindet; det plejer at lokke edderkoppen frem så man kan studere dens adfærd nærmere.
Christoph Hörweg & Søren Toft
Kontakt Danmark
Lektor Søren Toft, Biologisk Institut, Aarhus Universitet, Bygn. 1540, 8000 Århus C
e-mail: soeren.toftbiology.au.dk
