Årets edderkop i Europa 2008
Trekantspinderen – Hyptiotes paradoxus (C.L. Koch 1843)
De fleste kender det typiske hjulspind som korsedderkoppen spinder. Årets edderkop 2009 er et eksempel på hvordan evolutionen over millioner af år kan ændre dyrs udseende og adfærd i ofte bizarre retninger. Her er det klassiske hjulspind, i forvejen et sindrigt konstrueret redskab til fangst af insekter, modificeret på en ganske overraskende måde, med samhørende modifikationer af dyrets fangstadfærd.
Trekantspinderen er meget mindre end korsedderkoppen (3-6 mm kropslængde) og uanselig af farve: grå og brunlig med mønstre af lysere fjerformede hår. Både kroppen og benene er korte og kraftige; edderkoppen ligner blot en lille knop på de grangrene og -kviste den som regel sidder på, så den er ualmindelig godt kamoufleret. Set fra siden er bagkroppen trekantet af form, men det er ikke heraf dyret har fået sit navn. Dette skyldes fangnettet som er helt karakteristisk for netop trekantspinderen. Det er lettest at få at se, hvis man en solskinsdag går gennem skoven i modlys, så edderkoppespindene bryder solens stråler. Spindet er bygget som et trekantet udsnit af et hjulspind, bestående af 4 radialtråde forbundet med klæbrige fangtråde (svarer til spiraltråden i hjulspindet) og måler ca. 20 cm langs hver af de tre kanter. Spindet er fasthæftet med tre tråde til omgivelserne, en fra hvert hjørne. Tråden fra spindets vinkelspids (hvor de fire radier samles; svarer til hulspindets centrum) kaldes signaltråden. Den går ud til en gren, men ikke direkte. Når edderkoppen har færdiggjort sit spind og lurer på bytte, er den selv en del af spindets struktur idet den med sin krop danner bro mellem signaltråden og dennes fortsættelse ud til grenen: den holder signaltråden i forbenene mens en anden tråd fra edderkoppens spindevorter hæfter til grenen. Når et flyvende insekt rammer spindet, løsner edderkoppen spændingen i dette ved at forlænge tråden fra spindevorterne. Spindets tråde falder herved sammen omkring byttet, og når edderkoppen igen strammer trådede op ved hale signaltråden ind med forbenene, sidder byttet uhjælpeligt fast. Derefter pakkes det yderligere ind i flere lag silke. Derimod dræber trekantspinderen ikke sit bytte ved bid med kæberne. Som hos alle andre edderkopper sker den første fordøjelse af byttet uden or munden, idet fordøjelsesvædske opgylpes over fødepakken; edderkoppen opsuger igen vædsken med opløst væv fra byttet.
For mennesker der ønsker at blive kureret for deres arachnofobi er trekantspinderen et passende sted at begynde. Den er helt ufarlig og det ikke blot på grund af sin ringe størrelse. Som alle andre medlemmer af sin familie(Uloboridae) mangler den nemlig giftkirtlerne. Disse er reduceret bort under evolutionen, formentlig fordi fangstmetoden som beskrevet ovenfor så effektivt indspinder byttet at giften ikke er nødvendig for at fastholde dette.
Et træk som trekantspinderen deler med ca. 50 andre europæiske edderkoppearter (krustrådsspindere = kartespindere, eller de cribellate edderkopper) er en særlig type silke, den såkaldte krustråd. De fleste edderkopper har 3 par spindevorter anbragt ved spidsen af bagkroppen. De er reducerede og modificerede fra de oprindelige ganglemmer på bagkroppen. På spindevorterne sidder mange små spindetappe, som har forbindelse til silkekirtler inde i kroppen. Silke af forskellig type (fra forskellige silkekirtler) udskilles fra spindetappene og anvendes til forskellige formål, fx fangnettet, ægsækken mv. Krustrådsspinderne har, udover de 6 spindevorter, en spindeplade (cribellum) anbragt på bagkroppens bugside lige foran spindevorterne. Spindepladen er formentlig dannet ud fra et fjerde par spindevorter, som endnu findes hos de mest oprindelige edderkopper. Spindepladen er som en si gennembrudt at et utal af små huller (med små spindetappe), hvorigennem edderkoppen udskiller et tilsvarende antal tynde tråde. Disse tråde trækkes ud af den såkaldte kartekam, en række kraftige hår på det bageste benpar der som en kam reder trådene ud. En krustråd består derfor af mange enkelttråde; den er ”ulden” at se på fordi enkelttrådene krøller ind mellem hinanden. Krustråden, som hos trekantspinderen danner fangtrådene i spindet, er fire gange så klæbrig som korsedderkoppens klæbetråd. Men hvor korsedderkoppens fangtråd er klæbrig på grund af limdråber, er krustrådsspindernes fangtråd tør: krustråden fungerer nærmest som et velcrobånd idet trådens mange små løkker kan gribe fat om insekternes ben og torne.
Endnu en anatomisk besyndelighed hos trekantspinderen skal nævnes. Som alle andre edderkopper har den indirekte sædoversførsel, idet pedipalpernes yderste led hos hannen fungerer som parringsapparat (pedipalperne er det andet af de to par mundlemmer). Af endnu ukendte grunde er disse parringsapparater hos Hyptiotes-hannen ualmindeligt store, nemlig ca. halvt så store som resten af kroppen.
Trekantspinderen er udbredt over det meste af Europa til Østasien og er mange steder almindelig, men forekommer sjældent i stort antal. I Danmark er der gode chancer for at se den i ældre granplantager, særlig i Nordsjælland og i Østjylland. Arten er voksen fra juli til oktober, så det er det bedste tidspunkt at lede efter den. Man skal dog have øjnene med sig på grund af dens effektive kamouflage, som givetvis også har haft stor betydning for artens overlevelse. Som artsnavnet paradoxus antyder er den både af udseende og adfærd ganske usædvanlig blandt edderkopperne. Der venter derfor en stor oplevelse for den som vil ofre nogle timer i naturen med at finde og observere trekantspinderen i funktion.
Emil Nielsen beskrev i sin bog ”De danske edderkoppers biologi” fra 1928 naturligvis også trekantspinderen. Skønt beskrivelsen er nøgtern, detaljeret og saglig er man ikke i tvivl om hans særlige fascination af netop denne art. Som afslutning må han da også lade følelserne få frit løb:
”Hyptiotes paradoxus! Besynderlige Dyr! Umulig hvor andre er Mestre, men selv Mester, hvor andre maa give op! Du bryder alle Rammer for spindende Dyrs Formaaen, er som et Pendul i dets yderste Udsving, det sublimeste Led i den Skala, som viser, hvad hver spindende Skabning formaar.
Du frister et Menneske til Undren og Drøm, saa besynderligt et Led er du i det levende Livs Kæde, thi Livet, den legemliggjorte Materie, har mange Ytringsformer. Tænker vi os det i Lysets Lignelse, maa dets mange Former nødvendigvis forestille Straalerne, og ligesom Lyset brydes i Prismet og spredes til et mangefarvet Baand, brydes Livsformernes Mangfoldighed i de stadigt skiftende Muligheder for levende Væsener, som Jorden byder. Vi kan overse Solstraalernes Spekter, men det Spekter, som dannes af alle de Tusinder af Livsformer i Verden, kan ingen overse. …
Hyptiotes paradoxus! Vi glemte os bort i Drøm, men Livet er virkeligt, holder Hævd over sine Love, dem du aldrig forser dig imod. Vi vil begge vende tilbage til Livet!”
Peter Jäger & Søren Toft
Kontakt Danmark
Søren Toft, Biologisk Institut, Aarhus Universitet, Bygn 1540, 8000 Århus C; soeren.toft(a)biology.au.dk
