Årets edderkop 2019
Myre-efterlignende springedderkop – Myrmarachne formicaria (De Geer, 1778)
Den myre-efterlignende springedderkop Myrmarachne formicaria (De Geer, 1778) hører til familien af springedderkopper (Salticidae). Ialt er der kendt 6.089 arter af denne familie, hvoraf 345 findes i Europa. Slægten Myrmarachne er representeret ved tre arter i Europa, men kun denne ene art findes i Central- og Nordeuropa. Arten forekommer i flere omgivende lande som Storbritannien, Tyskland, Sverige og Norge, men er først i 2017 fundet i Danmark – ved Busene på Møn.
Myrmarachne formicaria er udbredt over det palæarktiske område. Den forekommer oprindeligt i Europa og er introduceret til USA. I Østrig og Tyskland, for eksempel, er den vidt udbredt i lavlandet og i bjergegne op til 800 meter over havniveau. Her ses den mest på varme skråninger. Lokalt kan den være ganske hyppig, og den opfattes generelt ikke som truet.
I modsætning til mange andre springedderkopper som har en kraftig kompakt krop (fx zebraedderkoppen), har Myrmarachne formicaria en aflang og spinkel krop, ca. 5 – 6.5 mm lang, der meget ligner kroppen af en myre. Forkroppen er orange-brun i grundfarven med noget mørkere hoved. Den aflange ovale bagkrop er gul til orange-brun og med sort bagende. Bagkroppen er forbundet med forkroppen ved en tynd stilk svarende til petiolus hos en myre. Benene er gule eller orange med sorte pletter og længdegående striber. Det forreste benpar har tværgående mørke bånd, især er metatarsus (det næstyderste led) mørkt og noget fortykket, så det kommer til at ligne en myres følehorn. Det bageste par øjne, som hos springedderkopper normalt er ganske små, er her usædvanlig store, så de både mht størrelse og position ligner en myres øjne!
Hunnerne har normalt udviklede munddele, men hos hannerne er disse kraftigt forlængede fremad og affladede. Herved kan man let skelne kønnene fra hinanden. Under parringsspillet fremviser hannen sine store kæber for hunnen. Kæberne bruges også under rituelle kampe hannerne imellem: to hanner står da truende over for hinanden med vidt åbne kæber.
Som andre springedderkopper laver den myre-efterlignende ikke noget fangstnet. I stedet lister den sig ind på sit bytte. Den lever mest på jordoverfladen eller blandt vissent løv, som regel i nærheden af en af de myrearter den efterligner, fx Myrmica rubra eller en af Formica-arterne. Den findes i forskellige habitattyper som tørre græsenge eller varme frugtplantager; den kan dog også finde på fugtigere biotoper så som fugtige enge og i tagrør.
Den myre-efterlignende springedderkop kan ses året rundt, men er mest aktiv i perioden april – august. Den ynder at overvintre i tome snegleskaller.
Edderkoppen imiterer både udseende og bevægelser hos myrerne, men de spiser ikke myrer. Den jager små fluer og myg og hyppigt også planteskadedyr som bladlus. Edderkoppen kan bevæge sig uforstyrret mellem myrerne og har gavn af myrernes aggressivitet, som også holder edderkoppens fjender på afstand. Den har således relativt få fjender og angribes mindre end andre edderkopper af snyltehvepse, vejhvepse og fugle. Den myre-efterlignende springedderkop er således et ægte eksempel på beskyttelses-mimicry.
Myrernes bevægelse efterlignes på forskellig vis i den måde edderkoppen går. I stedet for at benytte den typiske “rykvise” bevægelsesmåde for springedderkopper, bevæger den sig mere myre-lignende med længere løbefaser, ofte med sideværts bølger som om den følger myrernes duftspor. Desuden benyttes kun tre af de fire benpar til gangen, idet det første benpar holdes løftet og afsøger underlaget, ligesom en myre benytter sine følehorn. Samtidig holdes edderkoppens store fremadrettede øjne skjult.
I Europa findes to andre slægter af springedderkopper som efterligner myrer: Synageles og Leptorchestes. Myre-edderkoppen Synageles venator er kun 3 – 4 mm long, den findes i Danmark, særlig i den hvide klit langs Vestkysten. Leptorchestes berolinensis er af samme størrelse som M. formicaria.
Hvorfor er den myre-efterlignende springedderkop valgt til Årets Edderkop i Europa 2019? Den illustrerer et interessant biologisk fænomen i kraft af den myre-efterligning, som omfatter både udseende og bevægelsesmåde. Det er en spændende måde for et dyr at mindske risikoen fra de naturlige fjender.
Ved at vælge Årets Edderkop i Europa ønsker vi ikke blot at sætte lys på en mindre populær dyregruppe, men håber også at kunne øge kendskabet til artens udbredelse. Så derfor: nyd denne spændende art hvis du tager på ferie i Centraleuropa og hjælp os med informationer om dens forekomst (lokalitet og meget gerne foto).
Årets Edderkop i Europa vælges af 83 arachnologer fra 26 forskellige europæiske lande. Koordineringen af stemmerne sker ved det Naturhistoriske Museum i Wien, i samarbejde med ‘Arachnologische Gesellschaft’ (AraGes) og European Society of Arachnology.
Christoph Hörweg & Søren Toft
