2006 Misumena vatia

Spider of the Year 2006

The flower crab spider

Misumena vatia (Clerck 1757)

Misumena vatia

Misumena vatia

Information

The first European Spider of the Year, chosen for 2006, is the flower crab spider – Misumena vatia (Clerck 1757). Like all crab spiders, Misumena has crab-like legs rotated onto their sides, which give the family its name. The front legs are longer than the back legs. It differs from other European species by its ability to change colour from yellow to white.

Contacts

Literature

Information in other languages

--BGCZDEDKESFIFRITNLNOPGPLSESL

Европейски паяк за 2006 година

Флориколенкрабов паяк - Misumena vatia (Clerck 1757) Първият Европейски паяк на годината, избран за 2006 е флориколния карбов паяк – Misumena vatia (Clerck 1757). Както всички крабови паяци, Misumena има странично насочени крабоподобни крака, което е дало и името на семейството. Предните крака са по-дълги от задните. Този паяк се различава от останалите европейски видове поради това, че може да изменя окраската си от жълто до бяло. Биология и съзряване Флориколният крабов паяк, както останалите членове на семейството е стоящ и чакащ в засада хищник. Крие се в съцветията на цветята чакайки кацането на някое насекомо. По-късите задни крака му помагат да се придържа здраво за цвета. Предните крака, които се държат разтворени, са доста по-силни, и сграпчват с учудваща бързина всеки непредпазлив посетител на цвета, отровното ухапване не е пропуснато. Обикновено, жертвата се консумира веднага, като през направените от челюстите му малки дупчици, паякът изсмуква всичко и оставя само един външен скелет. Благодарение на възможността да променят окраската си флориколните крабови паяци много добре се замаскирват сред бели или жълти цветя. Промяната на оцветяването се осъществява само от възрастните женски, като процесът отнема около два дена. Научните изследвания показват, че този камуфлаж прави паяка незабележим за своите жертви и потенциалните врагове. Възрастните паяци могат да бъдат намерени от май до юли. Много по-малкият на размери мъжки, почва да търси женската в началото на лятото. По време на брачния процес, той прекарва известно време върху нейния абдомен, увиснал от долната му страна. Пашкулът с яйцата се скрива между листата на растенията, обвит допълнително с паяжинна свила. Малките зимуват скрити сред нападалата шума и стават възрастни през следващата година. Хабитати и разпространение Типични за вида хабитати са открити места, като поляни, ливади и полета. Окрайнините на гората, горските полянки, пустеещите места и цветни градини са също предпочитани територии. В България видът е разпространен във всички райони на страната. Всяка нова информация за вида (със снимки) е добре дошла (виж адреса за контакт по-долу). В Европа Misumena е установена от Скандинавия до Медитеранската област. Видът е намерен още в Северна Азия и Северна Америка. Още 40 други видове от род Misumena обитават тропичните и субтрoпични области. Характерни и подобни видове Само зрялата женска умее да показва интензивния жълт или бял цвят. Освен тези основни варианта, могат да бъдат намерени и всички нюанси между бяло и зелено. В някои случаи могат да се видят и червени препаски на абдомена. Върху горната страна на главогръда се забелязват две тъмни линии. По-малкият мъжки има тъмно-кафяв главогръд и тъмни предни крака, докато задната част на тялото е жълта с тъмни петна. Има и друг вид крабов паяк в България, който също умее много активно да си сменя окраската: Thomisus onustus. Той има по-големи възможности, като цветът може да варира от бяло през жълто до виолетово. Освен това, Thomisus може да бъде определен по двата характерни издадъка на абдомена и леко издигнатите странични очи. Малките на Misumena имат зеленикаво оцветяване, обикновено те стоят върху листата на растенията и могат да бъдат сбъркани с някои зелено оцветени крабови паяци като Diaea dorsata, Diaea pictilis, Misumenops tricuspidatus, Heriaeus mellotei и Heriaeus graminicola. Поради промяната на яркото оцветяване Misumena vatia е била описана под 20 различни научни имена! Само модерната таксономия чрез анализирането на характерните родови белези може да разкрие тези синоними. Произход на името Родово име: μισούμενος [misúmenos] (гръцки) – мразен; μισέω [miséo] (гръцки) – да мразя Видово име: vatius, -a, -um (латински) – извит настрани (с извити крака) Европейски паяк на годината – ЕПГ През 2000 година група специалисти от Германия, Австрия и Швейцария решиха, че избирането на паяк на годината е интересна идея с познавателно значение. След избирането на водния паяк (2001) се появиха, тигровия паяк (2002), треперещият паяк (2003), зеленият ловен паяк (2004) и зебровия паяк (2005). Проектът беше започнат от германо-говорящите страни, а белгииските и холандските аранеолози се присъединяват през 2005. През 2006 година проектът ще бъде вече Европейски. Taka Misumena ще представлява групата на паяците от Скандинавия до Медитерането и от Ирландия до България, и ще покаже атрактивната страна на тези полезни животни. Peter Jäger, Martin Kreuels, Христо Делчев

Evropský pavouk roku 2006

Běžník kopretinový - Misumena vatia (Clerck 1757) V roce 2006 byl poprvé volen pavouk roku. Stal se jím běžník kopretinový – Misumena vatia (Clerck 1757). Běžníci se vyznačují nohama směřujícíma podobně jako u krabů do stran. Proto jsou ve světových jazycích označováni jako “krabí pavouci”. Jejich přední dva páry nohou jsou nápadně delší než zadní dva páry. Běžník kopretinový je společně s běžníkem květomilným mezi evropskými běžníky výjimečný schopností měnit barvu žluté po bílou. Biologie a období dospělosti Běžníci si nestaví sítě k lovu, ale na svojí kořist trpělivě číhají. Zatímco drobnýma zadníma nohama se pevně přidržují podkladu, jejich silné přední nohy jsou volně roztažené, připravené bleskurychle uchopit nicnetušícího hmyzího návštěvníka květiny. Téměř ve stejný okamžik vpraví pavouk do své kořisti kousnutím jed. Přímo na květu pavouk svou kořist také konzumuje. Do jejího těla vpustí trávicí enzymy a rozpuštěný obsah vysaje přes drobné otvory. Chitinová schránka uloveného hmyzu tak zůstává takřka neporušená. Díky své schopnosti měnit barvu se stává běžník kopretinový na bílých a žlutých květech téměř neviditelný. Samotného procesu přebarvování trvajícího několik dní jsou schopné pouze dospělé samice. Vědecké studie prokázaly, že krycí zbarvení těchto pavouků způsobuje, že unikají pozornosti jak své kořisti, tak potenciálních predátorů. Dospělí jedinci se objevují od května do července, kopulace probíhá na začátku léta. Samečci jsou výrazně menší než samice, v období kopulace se zdržují na jejím zadečku. Samička vajíčka uzavře do pavučinového obalu a tento kokon ukryje mezi listy. Mláďata přezimují v listovém opadu a následující rok dosáhnou dospělosti. Biotop a rozšíření Typické pro tento druh jsou otevřené biotopy jako louky, slatiny, pole, osluněné lesní okraje, lada a zahrady. V rámci Evropy se běžník kopretinový vyskytuje od Skandinávie po Středomoří. Dále je znám ze severní Asie a Severní Ameriky. Ostatních 40 druhů rodu Misumena se vyskytuje pouze v tropech a subtropech. Charakteristika a podobné druhy Sytě žlutě nebo čistě bíle jsou zbarveny pouze dospělé samice. Vedle toho lze nalézt celou škálu přechodných barevných variant s nádechem do zelena. Někteří jedinci mají navíc na zadečku červené pruhy. Na hlavohrudi jsou zvrchu dva tmavé pruhy. Mnohem menší sameček má tmavohnědou hlavohruď a tmavé přední nohy, zatímco zadní část jeho těla je žlutá, s tmavou kresbou. Schopností aktivně měnit svojí barvu disponuje ještě jeden druh běžníka vyskytující se v České republice: běžník květomilný Thomisus onustus. Tento druh dokáže nabývat nejen odstínu od bílé po žlutou, ale i po fialovou. Tento druh se od běžníka kopretinového dále odlišuje dvěma růžky na zadečku a vyvýšenýma postraníma očima. Mláďata běžníka kopretinového bývají zbarvena do zelena, neboť mají tendenci sedět na zelených částech rostlin. Proto mohou být zaměňována se zeleně zbarvenými běžníky jako Diaea dorsata, Diaea pictilis, Misumenops tricuspidatus, Heriaeus mellotei aHeriaeus graminicola. Díky nápadnému zbarvení a své variabilitě byl běžník kopretinový popsán pod více než 20 vědeckými jmény. Poznání, že se ve skutečnosti jedná ojediný druh, přinesla až moderní taxonomie využívající pro stanovení příbuzenských vztahů spíše tvar kopulačních orgánů než zbarvení. Původ latinského jména Rodové jméno: μισούμενος [misúmenos] (græsk) – nenáviděný; μισέω [miséo] (græsk) – nenávidět Druhové jméno: vatius, -a, -um (latin) – odstávat do stran (tzn. s odstávajícíma nohama) Evropský pavouk roku – ESY Od roku 2000 vybírala skupina expertů z Německa, Rakouska a Švýcarska pro každý rok druh pavouka, na kterého pak byla zaměřena pozornost. Po vodouchovi stříbřitém (2001) byl zvolen křižák pruhovaný (2002), lovčík hajní (2003), maloočka smaragdová (2004) a skákavka pruhovaná (2005). V roce 2005 se k této iniciativě původně pouze německy mluvících zemí přidala Belgie a Nizozemí. V roce 2006 byl poprvé zorganizován celoevropský projekt. Běžník kopretinový reprezentuje pavoučí faunu od Skandinávie po Středomoří a od Irska po Maďarsko. Projekt by měl přiblížit širší veřejnosti fascinující svět nejen krásných ale také užitečných pavouků. Peter Jäger, Martin Kreuels & Milan Řezáč

Europäische Spinne des Jahres 2006

Die Veränderliche Krabbenspinne - Misumena vatia (Clerck 1757) Zur ersten Europäischen Spinne des Jahres wurde für das Jahr 2006 die Veränderliche Krabbenspinne – Misumena vatia(Clerck 1757) – gewählt. Wie alle Krabbenspinnen ist auchMisumena an ihren zur Seite gerichteten Beinen zu erkennen, die der Familie ihren Namen geben. Die Vorderbeine sind dabei länger als die Hinterbeine. Von den anderen Arten in Deutschland unterscheidet sie sich durch ihre Fähigkeit, ihre Körperfarbe zu wechseln. Dabei besitzt sie ein Farbsprektrum von gelb bis weiß. Biologie und Reifezeit Die Veränderliche Krabbenspinne ist wie andere Vertreter dieser Familie auch ein Ansitz- oder Lauerjäger und lauert meist in Blüten auf anfliegende Insekten. Mit den kleinen hinteren Beinpaaren halten sich die Spinnen am Untergrund fest. Die vorderen beiden Beinpaare sind stärker ausgebildet, werden hoch gereckt und packen einen ahnungslosen Blütenbesucher blitzschnell, während gleichzeitig Gift injiziert wird. Die Beute wird dann meist an wenigen Stellen eingespeichelt und durch kleine Löcher ausgesaugt, so dass eine beinahe intakte Hülle zurückbleibt. Veränderliche Krabbenspinnen sind durch ihre Farbveränderung auf gelben und weißen Blüten hervorragend getarnt. Dieser aktive Vorgang kann nur von erwachsenen Weibchen durchgeführt werden und dauert einige Tage. Die Tiere scheinen wissenschaftlichen Untersuchungen zufolge für ihre Feinde und auch für potenzielle Beutetiere ‚unsichtbar’ zu sein. Geschlechtsreife Tiere können von Mai bis Juli beobachtet werden. Die deutlich kleineren Männchen paaren sich im Frühsommer mit den Weibchen, wobei sie einige Zeit auf deren Hinterleib verweilen und sich zur Begattung auf die Bauchseite des Weibchens begeben. Der Kokon wird u.a. zwischen Blätter abgelegt, die mit Spinnfäden zusammengewoben werden. Jungtiere überwintern in der Bodenstreu und pflanzen sich im darauf folgenden Jahr fort. Vorkommen und Verbreitung Häufig bewohnt werden offene Lebensräume wie Wiesen, Moore und Felder, aber auch sonnenbeschienene Weg- und Waldränder, Ruderalflächen und Gärten. In Deutschland scheint die Art nach derzeitigen Kenntnisstand im Norden seltener zu sein als in südlichen Landesteilen. Nachweise aus allen Regionen sind (mit Bildnachweis) gerne willkommen (Kontakt siehe unten). In Europa kommt Misumena von Skandinavien bis zum Mittelmeerraum vor. Zudem ist sie im nördlichen Asien und Nordamerika verbreitet. Die anderen über 40 Arten der Gattung Misumena sind in den Tropen und Subtropen verbreitet. Merkmale und ähnliche Arten Nur die ausgewachsenen Weibchen zeigen die kräftige Gelb- oder Weißfärbung. Neben den beiden Varianten kommen alle Farbübergänge mit grünlich-weißen Tönen vor. Zusätzlich können rote Streifen am Hinterleib auftreten. Der Vorderleib trägt auf der Oberseite zwei dunklere Streifen. Das deutlich kleinere Männchen besitzt einen dunkelbraunen Vorderleib sowie dunkle Vorderbeine, die hintere Hälfte des Körpers ist gelb mit dunklem Muster. Es gibt eine Art in Deutschland, die ebenfalls aktiv ihre Farbe wechseln kann: Thomisus onustus, hier ist das Spektrum aber erweitert und zwar von von Weiß über Gelb nach Violett. Außerdem kann man Thomisus an seinem zweizipfeligen Hinterleib sowie an den auf Auswüchsen stehenden Seitenaugen erkennen. Darüber hinaus kann es in Mitteleuropa zu Verwechselungen mit grüngefärbten Arten von Krabbenspinnen (Diaea dorsata, Diaea pictilis, Misumenops tricuspidatus, Heriaeus mellotei, Heriaeus graminicola) geben, da Jungtiere von Misumena vatia eine grünliche Färbung zeigen, evtl. weil sie sich eher auf grünen Pflanzenteilen wie Blättern aufhalten. Wegen ihrer auffälligen Färbung und ihrer Variabilität wurde Misumena vatia unter mehr als 20 verschiedenen wissenschaftlichen Namen beschrieben. Erst die moderne Systematik und die Betrachtung verwandtschaftlich relevanter Merkmale konnten diese Synonymien aufdecken. Ethymologie Gattungsname: μισούμενος [misúmenos] (Griechisch) – verhasst; μισέω [miséo] (Griechisch) – hassen Artname: vatius, -a, -um (latein) – nach außen gebogen (bogenbeinig), O-beinig, „Säbelbein“ Europäische Spinne des Jahres (European Spider of the Year – ESY) Seit 2000 wählt ein deutschsprachiges Kuratorium aus Fachleuten aus der Schweiz, aus Österreich und aus Deutschland eine Spinnenart aus, um sie für ein Jahr in den Fokus des Interesses zu stellen. Nach der Wasserspinne (2000), wurden die Wespenspinne (2001), die Listspinne (2002), die Große Zitterspinne (2003), die Grüne Huschspinne (2004) und die Zebraspringspinne (2005) ausgewählt. Während das Projekt in den ersten Jahren ausschließlich in den drei deutschsprachigen Ländern durchgeführt wurde, nahmen 2005 auf die Idee von belgischen Kollegen hin Belgien und die Niederlande teil. Für 2006 wurde zum ersten Mal und wohl einmalig ein echtes europäisches Projekt organisiert. So wirdMisumena von Skandinavien bis zum Mittelmeer und von Irland bis nach Ungarn für die Gruppe der Spinnen werben und die interessanten Seiten dieser nützlichen Tiere aufzeigen. Peter Jäger & Martin Kreuels

Årets edderkop i Europa 2006

Kamæleonedderkoppen - Misumena vatia (Clerck 1757) Årets Edderkop i Europa er for første gang - for 2006 - blevet udpeget. Valget faldt på kamæleonedderkoppen Misumena vatia, der tilhører familien af krabbeedderkopper. Ligesom krabberne har disse benene rettet ud til siden, forbenene er længere og kraftigere end bagbenene, og de bevæger sig ofte i sidelæns gang. Kamæleonedderkoppen adskiller sig fra de fleste andre edderkopper ved at kunne skifte farve, fx fra gul til hvid. Allerede i bogen De Danske Edderkoppers Biologi fra 1928 skriver Emil Nielsen: ”Misumena vatia er vistnok den besynderligste af Krabbeedderkopperne. Den ynder at holde til i Blomster, med hvis Farver den paa saare fuldkommen maade skal stemme overens: den er hvid naar den lever på hvide Blomster, gul, naar den lever på gule”. Biologi Kamæleonedderkoppen er som andre krabbe-edderkopper er et ”lurende” rovdyr. Den sætter sig i blomster af samme farve som den selv og lurer på de blomsterbestøvende insekter som måtte slå sig ned i blomsten. De kraftige forben holdes ud til siden men kan gribe og fastholde byttet på brøkdelen af et sekund. Samtidig bides insektet med kæberne og giften sprøjtes ind. Edderkoppen bliver som regel i blomsten mens byttet spises. Det tygges ikke men udsuges gennem de små huller edderkoppen har bidt i insektets hudskelet. Takket være dens evne til at skifte farve er kamæleonedderkoppen vel kamufleret både i gule og hvide blomster. Det er dog kun de voksne hunner som kan skifte farve og processen tager nogle dage. Undersøgelser har dokumenteret at kamuflagefarven gør dyrene vanskelige at opdage, både for deres byttedyr og for mulige fjender. Voksne kamæleonedderkopper kan findes om foråret, i månederne maj – juli. Hannerne er meget mindre end hunnerne. Op til parringen vogter han hunnen en tid ved at sætte sig på hendes bagkrop, men under selve parringen hænger han på undersiden af denne. Æggene lægger hunnen i en ægsæk, omspundet af silke og ofte gemt i et sammenrullet blad. De små unger kommer frem i løbet af sommeren; de overvintrer som mellemstore unger og bliver voksne efterfølgende forår. Forekomst og udbredelse Kamæleonedderkoppen forekommer i Danmark i åbne, fugtige habitater som moser og enge, evt. fugtige skovbryn og lysninger. I Europa kan den også findes i haver og på marker. Den forekommer formentlig over det meste af landet, men er endnu ikke registreret i Syd- og Vestjylland. Meddelelser om nye fund (med fotos) er meget velkomne (se kontaktadresse nedenfor). Den forekommer i det meste af Europa, i England dog kun i de sydlige egne men i Skandinavien helt op til Trondhjem. Den findes også i Asien og Nordamerika. I troperne og subtroperne findes over 40 andre arter af slægten Misumena. Udseende Det er kun de voksne hunner af kamæleonedderkoppen som er rent gule eller hvide i farven. Andre farvevarianter findes dog også, fx i grønlige toner. Nogle har røde striber på bagkroppen. Forkroppen har på oversiden to mørke striber. Den meget mindre han har mørkebrun forkrop og mørke forben, mens bagkroppen er gullig med en mørkere tegning. Ungerne er hvidlig-grønne da de mest holder til på planternes blade. Der findes i Europa endnu en krabbeedderkop som kan skifte farve, nemlig Thomisus onustus. Hos denne art er farvevariationen endnu større: Den kan skifte fra hvid til gul til rødlig violet. Thomisus kan i øvrigt kendes på sine to pukler på bagkroppens forreste hjørner, samt på at de ydre øjne er anbragt på forhøjninger. Den findes desværre ikke i Danmark. På grund af sin variable farve er kamæleonedderkoppen blevet beskrevet under mere end 20 forskellige videnskabelige (dvs. latinske) navne. Den nyere systematik, som lægger hovedvægten på dyrenes kønsorganer, har afsløret disse som synonymer. Betydningen af det latinske navn Slægtsnavn: μισούμενος [misúmenos] (græsk) – hadet; μισέω [miséo] (græsk) – at hade Artsnavn: vatius, -a, -um (latin) – bøjet udad (d.v.s med bøjede ben) Årets Edderkop i Europa Siden 2000 har en gruppe edderkoppeeksperter fra Tyskland, Østrig og Svejts udvalgt en årets Edderkop for det tysksprogede område. Vandedderkoppen blev det første valg (2001), dernæst hvepseedderkoppen (2002), rovedderkoppen (2003), smaragdedderkoppen (2004) og zebraedderkoppen (2005). Belgien og Holland tilsluttede sig for 2005. I dette år blev det med deltagelse af 21 lande til et europæisk projekt med henblik på årets Edderkop i Europa 2006. Kamæleonedderkoppen repræsenterer edderkopper fra Skandinavien til Middelhavet og fra Irland til Ungarn, og skal i 2006 sætte fokus på de mange fascinerende sider af disse spændende og nyttige dyrs liv. Peter Jäger, Martin Kreuels & Søren Toft  

Araña Europea del año 2006

La araña cangrejo de las flores - Misumena vatia (Clerck 1757) La primera Araña Europea del Año, elegida para 2006, es la araña cangrejo de las flores Misumena vatia (Clerck 1757). Como todas las arañas cangrejo, Misumena posee unas patas rotadas y dirigidas lateralmente, de modo parecido a los cangrejos, de los cuales la familia toma su nombre común. Los dos pares de patas anteriores son más largos que los dos pares de patas posteriores. Difiere de otras especies europeas por su capacidad de cambiar de color, entre el amarillo y el blanco. Biología y ciclo vital La araña cangrejo de las flores es, como otros miembros de esta familia, un depredador al acecho. Se agazapa principalmente entre los pétalos de las flores y espera a que los insectos vuelen en sus proximidades. Con sus cortas patas posteriores la araña se agarra al sustrato. Las patas anteriores, que se mantienen en posición abierta, son mucho más potentes y agarran a los incautos visitantes florales con sorprendente velocidad, al tiempo que se propina un mordisco venenoso. Las presas son consumidas sobre la propia flor y el contenido de las mismas se succiona a través de dos diminutos orificios, de modo que sólo se deja un exoesqueleto seco casi intacto. Gracias a su capacidad para cambiar de color, las arañas cangrejo de las flores gozan de un extraordinario camuflaje sobre flores blancas o amarillas. Sólo las hembras adultas pueden llevar a cabo este proceso activo de camuflaje, que tarda un par de días en completarse. Las investigaciones realizadas sugieren que dicho camuflaje convierte a las arañas en difíciles de detectar tanto por sus presas como por sus depredadores potenciales. Las arañas maduras aparecen de mayo a agosto. Los machos, de tamaño mucho menor, se aparean con las hembras a comienzos de verano y pasan un tiempo sobre el abdomen de la hembra, del cual cuelgan boca abajo durante el apareamiento. El saco de huevos se oculta entre las hojas, a las cuales se pega usando seda. Los juveniles pasan el invierno en la hojarasca del suelo y alcanzan la madurez al año siguiente. Hábitat y distribución Sus hábitats característicos son los espacios abiertos, tales como prados, páramos y campos, pero también caminos soleados y linderos de bosques, descampados y jardines. En España se ha confirmado su presencia en Galicia, Asturias, País Vasco, Zaragoza, Gerona, León, Segovia, Madrid y Ciudad Real. Se agradecerá el envío de citas de todas las provincias (acompañadas de foto; véase la dirección de contacto al final de esta nota). En Europa Misumena aparece desde Escandinavia hasta el Mediterráneo. También se encuentra en el norte de Asia y en Norteamérica. La restante cuarentena de especies del género Misumena vive en regiones tropicales o subtropicales. Características y especies similares Sólo las hembras maduras muestran el color blanco o amarillo fuertes típico de la especie. Aparte de estas dos variantes pueden encontarse todo tipo de formas intermedias con tonos blancoverdosos. Además, pueden aparecer bandas rojas sobre el abdomen. El cefalotórax tiene dos bandas oscuras en su parte superior. El macho, mucho menor, tiene un cefalotórax pardo oscuro y patas anteriores oscuras, mientras que la parte posterior del cuerpo tiene un diseño oscuro sobre fondo amarillo. Sólo existe otra especie en Alemania capaz de cambiar activamente de color: Thomisus onustus. Aquí el espectro es más amplio y puede ir del blanco al violeta, pasando por el amarillo. Además, Thomisus puede reconocerse por las dos jorobas que tiene en el abdomen y por sus ojos laterales ligeramente sobresalientes. Las Misumena juveniles tienen un color verdoso, puesto que suelen encontrarse sobre hojas u otras partes verdes de las plantas. Por ello, pueden confundirse potencialmente con varias especies verdes de arañas cangrejo como Diaea dorsata, Diaea pictilis, Misumenops tricuspidatus, Heriaeus mellotei y Heriaeus graminicola. Debido a su color brillante y su variabilidad, Misumena vatia ha sido descrita bajo ¡más de 20 nombres científicos diferentes! Sólo la taxonomía moderna y el establecimiento de caracteres relevantes para desentrañar sus parentescos evolutivos ha permitido desterrar esas sinonimias. Derivación del nombre Nombre genérico: μισούμενος [misúmenos] (griego) – odiado; μισέω [miséo] (griego) – odiar Nombre específico: vatius, -a, -um (latín) – curvado hacia fuera (o sea, con patas curvadas). La Araña Europea del Año - AEA Desde el año 2000 un grupo de expertos de Alemania, Austria y Suiza ha elegido una especie de araña como centro de interés durante un año. Tras la araña buceadora Argironeta aquatica (2001), fue el turno de la araña avispa (2002), la araña niñera Pisaura mirabilis (2003), la araña verde cazadora Micrommata virescens (2004) y la araña cebra Salticus scenicus(2005). Aunque el proyecto comenzó en los países de habla alemana, los colegas belgas y holandeses se unieron en 2005. Para el año 2006 se ha organizado por vez primera un auténtico proyecto europeo. Por tanto, Misumena será la representante de las arañas desde Escandinavia al Mediterráneo y de Irlanda a Hungría y dará a conocer la fascinante vida de estos útiles animales. Peter Jäger, Martin Kreuels, Marcos Méndez

Eurooppalainen vuoden hämähäkki 2006

Kukkahämähäkki - Misumena vatia (Clerck 1757) Ensimmäinen eurooppalainen vuoden hämähäkki, vuodelle 2006, on rapuhämähäkkeihin kuuluva kukkahämähäkki –Misumena vatia (Clerck 1757). Kukkahämähäkin rapumaisesti sivulle kääntyneet raajat ovat tyypillisiä koko rapuhämähäkkien heimolle ja antavat sille nimen. Etumaiset raajat ovat pidemmät kuin taaemmat raajat. Kukkahämähäkki eroaa muista rapuhämähäkkilajeistamme kyvyllään vaihtaa väriään keltaisesta valkoiseen. Biologia ja aikuisuusaika Kukkahämähäkki on, kuten muutkin heimonsa edustajat, paikallaan saalista odottava peto. Tavallisesti se väijyy kukan terälehtien joukossa odottaen siihen lentäviä hyönteisiä. Se pitää itsensä paikallaan lyhyemmillä takaraajapareillaan. Eteen- ja ylöspäin suunnatuilla kahdella vahvemmalla raajaparillaan se nappaa pahaa-aavistamattoman kukalle tulevan hyönteisen ällistyttävän nopeasti ja antaa samalla myrkkypureman. Saalis syödään tavallisesti kukassa imemällä se kuiviin pienten reikien kautta, niin että lähes kokonainen kitiinikuori jää jäljelle. Kukkahämähäkit ovat värinvaihtokykynsä johdosta erittäin hyvin naamioituneita sekä valkoisissa että keltaisissa kukissa. Tämä värinvaihto on mahdollista ainoastaan aikuisille naarasyksilöille, ja värinvaihto kestää parisen vuorokautta. Tutkimusten mukaan suojaväri tekee hämähäkit vaikeasti havaittaviksi, ”näkymättömiksi”, sekä niiden saalistajille että mahdollisille saaliseläimille. Aikuisia kukkahämähäkkejä tavataan alku- ja keskikesällä. Parittelu tapahtuu alkukesällä, tällöin naarasta paljon pienempi koiras on ensin jonkin aikaa naaraan selkäpuolella ja riippuu sen vatsapuolella varsinaisen parittelun ajan. Naaras kätkee munakotelon seitillä yhteenkudottujen lehtien väliin. Nuoret yksilöt talvehtivat lehtikarikkeessa ja kehittyvät aikuisiksi seuraavana vuonna. Elinpaikka ja levinneisyys Tyypillisiä elinpaikkoja ovat avoimet alueet kuten niityt, suot ja kedot, mutta myös aurinkoiset teiden ja metsien laidat, joutomaat ja puutarhat. Suomessa kukkahämähäkki on levinnyt Metsä-Lappiin asti, ja se näyttää olevan runsaampi maan eteläosissa. Etelään mentäessä sitä tavataan Välimeren maihin asti. Se tunnetaan myös Aasian pohjoisosista ja Pohjois-Amerikasta. Kukkahämähäkin sukuun (Misumena) sisällytetään runsaat 40 lajia, jotka esiintyvät pääasiassa trooppisessa ja subtrooppisessa vyöhykkeessä. Tuntomerkit ja samannäköisiä lajeja Vain aikuiset naaraat ovat kirkkaan keltaisia tai valkoisia. Näiden kahden päätyypin lisäksi tavataan kaikenlaisia välimuotoja, lähinnä vihertävän ja valkoisen sävyissä. Naaraan takaruumin selkäpuolella on toisinaan punaiset pituusjuovat, ja eturuumiin yläpinnalla on kaksi tummaa juovaa. Paljon pienikokoisemmalla koiraalla on tummanruskea eturuumis ja tummat etummaiset raajat, takaruumis on keltainen ja siinä on selkäpuolella tummempaa kuviointia. Etelämpänä Euroopassa on toinenkin värin vaihtoon kykenevä rapuhämähäkkilaji, Thomisus onustus. Nuoret kukkahämähäkit ovat vihertäviä, koska ne elävät vihreillä kasveilla tai lehdillä. Siten nuoret kukkahämähäkit saattaisi ehkä sekoittaa meillä erittäin harvinaiseen, lounaiseen Diaea dorsata-rapuhämähäkkiin. Keski-Euroopassa tällaisia vihreitä rapuhämähäkkilajeja on useampiakin. Huomiota herättävän värityksensä ja sen vaihteluiden vuoksi kukkahämähäkki on kuvattu yli 20 eri tieteellisellä nimellä! Moderni taksonominen tutkimus ja käyttökelpoisten tuntomerkkien löytäminen ovat selvittäneet nämä synonyymi-nimet. Tieteellisen nimen alkuperä Sukunimi: [misúmenos] (kreik) – vihattu; [miséo]; (kreik) – vihata Lajinimi: vatius, -a, -um (lat.) – ulospäin taipunut, ”länkisäärinen” (jaloista) Eurooppalainen vuoden hämähäkki Vuodesta 2000 lähtien on asiantuntijaryhmä Saksasta, Itävallasta ja Sveitsistä valinnut vuoden hämähäkin. Vuoden hämähäkkejä ovat olleet vesihämähäkki (2000), ampiaishämähäkki (2001; tätä lajia ei ole vielä tavattu Suomesta), kanervahämähäkki (2002), vaaksiaishämähäkki (2003), viherhämähäkki (2004) ja seeprahyppijä (2005). Hanke alkoi saksaa puhuvista maista, ja belgialaiset ja hollantilaiset tutkijat tulivat mukaan 2005. Vuoden 2006 lajia valittaessa organisoitiin ensimmäistä kertaa todellinen eurooppalainen yhteisprojekti. Siten kukkahämähäkki edustaa hämähäkkejä Skandinaviasta Välimerelle ja Irlannista Unkariin kiinnittäen huomiota tämän hyödyllisen eläinryhmän mielenkiintoisiin piirteisiin ja elintapoihin. Peter Jäger, Martin Kreuels & Seppo Koponen

Araignée européenne de l’année 2006

La Misumène variable ou "araignée crabe des fleurs" ou "araignée caméléon" - Misumena vatia (Clerck 1757) La première araignée européenne de l’année, choisie pour 2006, est la "Misumène variable" - Misumena vatia (Clerck, 1757). Elle appartient à la famille des Thomisidae (Araignées-crabes). Elles ont reçu ce nom de famille en référence à la manière avec laquelle elles se déplacent, c’est-à-dire latéralement  comme le font les crabes. Les deux paires de pattes antérieures sont plus longues que les postérieures. Cette araignée se distingue des autres araignées-crabes européennes par sa capacité à changer de couleur, du jaune au blanc. Biologie L’Araignée-crabe des fleurs est comme les autres membres de sa famille, une chasseuse à la stratégie d’attente. La plupart du temps, elle est à l’affût entre les pétales de fleurs attendant l’arrivée d’un insecte. Elle se tient fermement à l’aide de ses petites pattes arrières tandis que ses pattes antérieures sont largement écartées. D’un geste rapide elle saisit le visiteur qui ne se doute de rien, en lui infligeant une morsure venimeuse mortelle. La proie est mangée le plus souvent sur la fleur et sucée jusqu’à la moelle à travers de minuscules trous, ne laissant ensuite qu’une peau vide. Grâce à leur capacité de changement de couleur, ces araignées-crabes sont merveilleusement camouflées sur des fleurs jaunes et blanches. Seules les femelles adultes détiennent cette faculté et ont besoin de quelques jours pour accomplir ce processus actif. Des recherches ont démontré que ce camouflage avait un double avantage tant pour la capture de proies que pour se préserver d’attaques de prédateurs potentiels. Les araignées adultes  se retrouvent de mai à juillet. Le mâle, plus petit que la femelle, s’accouple avec celle-ci au début de l’été. Il séjourne quelques temps avant sur le dos de la femelle et prend place en dessous d’elle lors de l’accouplement. Le cocon contenant les œufs est caché dans une feuille repliée dont les bords sont fixés à l’aide des fils de soies. Les jeunes passent l’hiver dans la litière et se développent jusqu’au stade adulte l’année suivante. Biotope et répartition La Misumène variable habite surtout les biotopes ouverts tels que des prairies, landes et champs, mais peut également se rencontrer le long de sentiers ensoleillés, lisières de forêts, terrains rudérales ou jardins. Tout en se rencontrant partout en France, elle est également plus commune dans le sud. Le signalement de cette espèce (de préférence avec photo) est le bienvenue aux adresses de contacts données ci-dessous. En Europe elle a une répartition allant de la Scandinavie jusqu’à la région Méditerranéenne. Elle est également présente dans le Nord de l’Asie et en Amérique du Nord. Les autres espèces de la quarantaine du genre Misumena sont des habitants typiques des régions tropicales et subtropicales. Caractéristiques et espèces ressemblantes Seules les femelles adultes montrent la forte coloration jaune ou blanche. A coté de ses deux variantes, nous retrouvons toutes sortes de formes intermédiaires avec des nuances "vert-blanc". En plus, ces animaux ont parfois un abdomen décoré de deux lignes longitudinales rouges. La partie dorsale du céphalothorax a deux bandes sombres. Le mâle (beaucoup plus petit que la femelle) a un céphalothorax brun foncé avec une étroite bande médiane jaune, et les pattes sont obscures. La partie postérieure du corps est jaunâtre avec deux lignes médianes sombres. Il y a une autre espèce d’araignée-crabe en France pouvant également changer de couleur : Thomisus onustus . Elle a une plus large gamme de couleurs allant du blanc au jaune jusqu’au violet. Elle peut être identifiée par la présence de deux bosses sur l’abdomen et des yeux latéraux légèrement surélevés. Les jeunes Misumena ont une couleur verdâtre ayant tendance le plus souvent à se tenir sur des feuilles ou plantes vertes. Ainsi ils peuvent être potentiellement confondus avec certaines araignées-crabes de couleur verte comme Diaea dorsata,Misumenops tricuspidatus, Heriaeus mellotei et Heriaeus graminicola. A cause de ses coloris et leur variabilité, Misumena vatia a été décrite sous plus de vingt noms scientifiques différents! La taxonomie moderne et la reconnaissance de nouveaux caractères pour mieux comprendre les relations ont permis de mettre cela à jour et de révéler ces synonymes. Origine du nom Nom du genre : μισούμενος [misúmenos] (grecque ) – haïs; μισέω [miséo] (grecque ) – haïr Nom de l’espèce : vatius, -a, -um (en latin) – courbé vers l’extérieur (ici "avec pattes courbées") Araignée européenne de l’année – ESY Depuis l’an 2000 un groupe d’experts d’Allemagne, d’Autriche et de Suisse ont choisi une espèce d’araignée comme curiosité ou centre d’intérêt pour le public pendant une année. En 2001 ce fût l’araignée d’eau, Argyroneta aquatica, en 2002,l’araignée-guêpe, Argiope bruennichi, en 2003 l’araignée à toile pouponnière, Pisaura mirabilis, en 2004 l’araignée verte chasseuse, Micrommata virescens et en 2005 l’araignée zébrée, Salticus scenicus. Le projet a commencé dans les pays germanophiles puis les collègues belges et hollandais y ont adhéré en 2005. Depuis 2006, un véritable projet européen s’est établi. Ainsi, cette année Misumena est l’ambassadrice pour toutes les araignées, de la Scandinavie à la région méditerranéenne et de l’Irlande à la Hongrie. Elle montrera les aspects fascinants de ces animaux très utiles. Peter Jäger, Martin Kreuels, Léon Baert & Christine Rollard

Il ragno Europeo dell’anno 2006

Il ragno-granchio dei fiori - Misumena vatia (Clerck 1757) Il primo ragno europeo dell’anno, scelto per il 2006, è il ragno-granchio dei fiori - Misumena vatia (Clerck, 1757). Come tutti ragni granchio, Misumena ha zampe ricurve simili a quelli dei granchi, caratteristica che dà il nome alla famiglia. Le zampe anteriori sono più lunghe di quelle posteriori. Si differenzia da tutte le altre specie europee per la sua abilità nel cambiare colore, dal giallo al bianco. Biologia e maturità sessuale Il ragno-granchio dei fiori è, come tutti gli altri componenti della famiglia, un predatore “sit-and-wait”. Spesso rimane in agguato tra i petali in attesa di insetti volanti. Il ragno si aggrappa in modo stabile mediante gli arti posteriori. Gli arti anteriori, che vengono tenuti in avanti, sono molto più potenti e catturano con sorprendente velocità l’ignaro visitatore del fiore, immediatamente il morso velenoso viene inflitto. Nella maggior parte dei casi, la preda viene divorata sul fiore e viene prosciugata attraverso piccoli fori, in modo che soltanto l’esoscheletro rimane. I ragni-granchio dei fiori sono, grazie alla loro abilità nel cambiare colore, perfettamente mimetizzati sia su fiori bianchi che gialli. Questo processo può essere presente soltanto in femmine adulte e necessità di alcuni giorni per essere completato. Studi scientifici dimostrano che questo mimetismo rende i ragni difficili da vedere; sia per le prede che per i potenziali predatori. Individui sessualmente maturi possono essere trovati da Maggio a Luglio. I maschi, più piccoli, copulano con le femmine agli inizi dell’estate, restando per un periodo sull’addome della femmina e appeso sulla parte ventrale durante il processo di copula. Solitamente il bozzolo è nascosto tra le foglie, tenute insieme da seta. I giovani superano il periodo invernale nella lettiera e sviluppano in adulti l’anno successivo. Habitat e distribuzione Gli habitat tipici sono spazi aperti come prati, brughiere e campi, ma anche soleggiati sentieri e margini forestali, aree incolte e giardini. In Inghilterra la specie sembra essere presente esclusivamente nelle regioni meridionali. Notizie su ritrovamenti da tutte le regioni (con fotografie) sono molto apprezzate (vedi contatto sotto). In Europa, Misumena la distribuzione va dalla Penisola Scandinava sino al Mediterraneo. E’ presente anche in Asia settentrionale e Nord America. Le altre 40 specie del genere Misumena vivono nelle regioni tropicali e subtropicali. Caratteristiche e specie simili Soltanto le Soltanto le femmine mature hanno la intensa colorazione gialla o bianca. Tra queste due varianti, tutte le varie tonalità tra verde e bianco possono essere trovate. In più, strisce rosse sull’addome possono presentarsi. Il cefalotorace ha due strisce scure sulla parte superiore. Il maschio, dalle dimensioni ridotte, ha un cefalotorace marrone scuro come le zampe, mentre la parte posteriore del corpo è giallo con disegni scuri. C’è un’altra specie in Germania che può cambiare attivamente il proprio colore: Thomisus onustus. In questa specie, la varietà di tonalità dei colori è maggiore e può andare dal bianco, giallo al viola. Inoltre Thomisus può essere identificato dalla presenza di due protuberanze sull’addome e gli occhi laterali leggermente sollevati. I giovani di Misumena hanno un colore verdastro, dal momento che tendono a stare sulle parti verdi o foglie della pianta. Quindi possono essere facilmente confusi con numerose altre specie di ragni granchio verdi come Diaea dorsata, Diaea pictilis, Misumenops tricuspidatus, Heriaeus mellotei e Heriaeus graminicola. Per la sua colorazione chiara e la sua variabilità, Misumena vatia è stato descritto con più di 20 diversi nomi scientifici! Soltanto la tassonomia moderna ed il riconoscimento di caratteri rilevanti, utili ad evidenziare relazioni di parentela, hanno rivelato questi come sinonimi. Etimologia Genere: μι [misúmenos] (greco) – odiato; μισέω [miséo] (greco) – odiare, avere in odio Specie: vatius, -a, -um (latino) – piegate, con zampe piegate European Spider of the Year – ESY Dall’anno 2000 un gruppo di esperti tedeschi, austriaci e svizzeri hanno scelto una specie di ragno come specie sulla quale focalizzare l’interesse. Successivamente al ragno acquatico (2001), fu il ragno-vespa (2002), the nursery web spider (ragno Pisauridae) (2003), il ragno verde cacciatore (2004) ed infine il ragno zebrato (2005). Mentre il progetto iniziò nei paesi a lingua tedesca, colleghi belgi ed olandesi parteciparono nel 2005. Per il 2006, per la prima volta, è stato organizzato un rispettabile progetto Europeo. Quindi Misumena rappresenterà i ragni dalla Penisola Scandinava al Mediterraneo e dall’Irlanda sino all’Ungheria, mostrando il fascino di questi utili animali. Peter Jäger, Martin Kreuels & Valerio Vignoli

Europese Spin van het Jaar 2006

De Gewone Kameleonspin - Misumena vatia (Clerck 1757) In 2006 wordt voor het eerst een Europese "Spin van het Jaar" verkozen. De eer is aan de Gewone Kameleonspin –Misumena vatia (Clerck 1757). Zij behoort tot de familie van de Krabspinnen. Die naam dankt de familie vooral aan de krabachtige poten die zijwaarts gericht zijn. De twee voorste paar poten zijn duidelijk langer dan de achterste. De Kameleonspin ondescheidt zich wel van andere inheemse krabspinnen door het bijzondere vermogen om van kleur te kunnen veranderen. De meest voorkomende kleuren zijn geel en wit, maar er zijn ook exemplaren gezien die groenig tot grijsblauw gekleurd waren. Biologie De Gewone Kameleonspin is zoals andere krabspinnen een typische "afwachtende" jager. Meestal ligt ze op de loer tussen bloemblaadjes, wachtend op insecten die de bloemen bezoeken. Met haar kleinere achterpoten verankert ze zich, terwijl de sterkere voorpoten opengesperd zijn. Hiermee grijpt de spin razendsnel de nietsvermoedende bloembezoeker en dient tegelijkertijd een gifbeet toe. De prooi wordt meestal op de bloem verorberd door ze via kleine gaatjes leeg te zuigen. Na de maaltijd blijft enkel het lege uitwendige skelet achter. Dankzij hun vermogen om van kleur te veranderen zijn Kameleonspinnen wonderlijk goed gecamoufleerd op witte en gele bloemen. Enkel volwassen vrouwtjesdieren zijn hiertoe in staat en hebben enkele dagen nodig om het proces te voltooien. Wetenschappelijk onderzoek heeft aangetoond dat deze camouflage de spinnen zowel voor hun prooien als voor mogelijke aanvallers vrijwel onzichtbaar maakt. De volwassen spinnen kunnen van mei tot juli worden gevonden. Het mannetje, dat veel kleiner is, paart met het vrouwtje bij het begin van de zomer. Tijdens het paringsproces vertoeft hij eerst een tijdje op het achterlijf van het vrouwtje om dan tijdens de eigenlijke paringsdaad aan de onderkant ervan te hangen. Het eipakket wordt op een karakteristieke manier verborgen in een blad dat met spinsel wordt dichtgesponnen. De jongen overwinteren tussen bladafval en ontwikkelen zich tot volwassen exemplaar in het volgende jaar. Leefgebied en verspreiding De Gewone Kameleonspin is een bewoner van open plaatsen zoals grasland, heideland en velden, maar kan ook worden aangetroffen op zonnige paden, bosranden, braakland en tuinen. In België wordt de spin vooral in het zuiden van het land gevonden, maar ze wordt ook in Vlaanderen aangetroffen. In de Rode Lijst van zeldzame en bedreigde spinnen in Vlaanderen, wordt haar status "kwetsbaar" genoemd. Meldingen (liefst met foto) van de soort zijn zeer welkom (zie contactadres hieronder). In Europa is Misumena verspreid van Scandinavië tot het Middellandse Zeegebied. Ze wordt ook gevonden in het noorden van Azië en Noord-Amerika. De meer dan 40 andere soorten van het genus Misumena zijn typische bewoners van tropische en subtropische gebieden. Kenmerken en gelijkende soorten Enkel de volwassen vrouwtjes zijn felgeel of helwit gekleurd. Naast deze twee kleurvarianten worden ook alle schakeringen met groen-witte tinten aangetroffen. Soms zijn de dieren bovendien versierd met twee rode strepen op het achterlijf. De bovenkant van het kopborststuk toont twee zwarte strepen. Het veel kleinere mannetje heeft een donkerbruin kopborststuk en donkere voorpoten. Het achterste gedeelte van het lichaam is geel met een donker kleurenpatroon. Nog één Belgische spinnensoort is in staat om van kleur te veranderen: Thomisus onustus (Bloemkrabspin). Zij heeft een nog groter kleurbereik en kan van wit over geel tot violet gekleurd zijn. Daarnaast verschilt ze door de twee bulten op haar achterlijf en de zij-ogen die op een kleine verhoging staan. De jongen van Misumena hebben een groenachtige kleur aangezien ze meestal op groene plantdelen zitten. Daardoor kunnen ze mogelijk verward worden met sommige groengekleurde krabspinsoorten zoals Diaea dorsata (Groene Krabspin), Misumenops tricuspidatus (Struikkameleonspin) and Heriaeus graminicola (Haarkrabspin). Omwille van haar opvallende kleur en variabiliteit, is Misumena vatia onder meer dan 20 verschillende wetenschappelijke namen beschreven geweest! De moderne naamgevingswetenschap bracht deze synoniemen aan het licht. Oorsprong van de naam Genusnaam: μισούμενος [misúmenos] (in het Grieks) – gehaat; μισέω [miséo] (Grieks) – haten Soortnaam: vatius, -a, -um (in het Latijn) – naar buiten gebogen (hier "met gebogen poten") European Spider of the Year – ESY Sinds 2000 kiest een groep van experten uit Duitsland, Oostenrijk en Zwitserland een spinnensoort die gedurende een jaar in de belangstelling staat. Na de Waterspin (2001) was het de beurt aan de Tijgerspin (2002), de Kraamwebspin (2003), de Groene Jachtspin (2004) en vorig jaar de Huiszebraspin (2005). De Belgische Arachnologische Vereniging ARABEL was de eerste om het oorspronkelijk Duitstalige project "open te trekken". Vanaf 2006 wordt een volwaardig Europees "Spin van het Jaar"-project georganiseerd. Dit jaar is Misumena dus de "ambassadeur" van de spinnen van Scandinavië tot het Middellandse Zeegebied en van Ierland tot Hongarije. Men rekent op haar om de fascinerende kant van deze uiterst nuttige dieren tot zijn recht te laten komen. Peter Jäger, Martin Kreuels & Koen Van Keer

Årets europeiske edderkopp for 2006

Kameleonkrabbe-edderkoppen - Misumena vatia (Clerck 1757) Edderkoppen som er valgt som årets edderkopp i Europa 2006 er kameleonkrabbe-edderkoppen – Misumena vatia (Clerck 1757). I likhet med alle krabbe-edderkopper er beina vridd til siden, noe som gir dem deres familienavn. Frambeina er lengre enn de bakre beina. Kameleonkrabbe-edderkoppen skiller seg fra alle andre europeiske arter ved at den kan skifte farge fra gul til hvit. Biologi og aktivitetsperiode Kameleonkrabbe-edderkoppen er, som alle andre krabbe-edderkopper, en bakholdspredator. Den tilbringer det meste av tiden i blomsterkroner mens den venter på at et bytte skal dukke opp. Den bruker de mindre bakbeina til å støtte seg, mens de lenge og kraftige forbeina holdes utstrakt til siden. Når et insekt lander i nærheten griper forbeina lynrask det intetanende insektet og biter samtidig byttet. Giften er meget effektiv og etter at byttet er dødt suges det tørt gjennom små hull i det ytre skjellettet. Til slutt er det bare et tomt skall igjen. Kameleonkrabbe-edderkoppen er meget godt kamuflert på hvite og gule blomster, takket være dens evne til å endre farge. Det er kun de voksne hunnene som skifter farge og denne prosessen tar flere dager. Vitenskaplige undersøkelser viser at kamuflasjen virkelig virker, både byttedyrene og potensielle fiender vil ha store vanskeligheter med å oppdage kameleonkrabbe-edderkoppen. Voksne individer kan finnes fra omtrent mai til juli. Den mye mindre hannen parer seg med hunnen tidlig på sommeren. Den tilbringer faktisk endel tid på selve hunnen og henger fra undersiden under selve paringsakten. Eggsekken gjemmes normalt mellom blader som er vevd sammen med silke. Ungene klekkes på høsten og overvintrer på skogbunnen og utvikler seg til voksne dyr først det påfølgende år. Habitat og utbredelse Typiske habitat er åpne områder som gressenger, myrer og åkre, men den kan også finnes langs stier og skogkanter, skrotemark og hager. I England er arter kun utbredt i de sydligere deler. I Norge er den vanlig på Øst- og Sørlandet vest til Kristiansand og så langt nord til Trondheim, men det finnes så langt ingen funn fra Vestlandet. I Europa er arten kjent fra de fleste land, helt til Middelhavet. Den er også kjent fra nordlige Asia og Nord-Amerika. De finnes vel 40 andre arter i slektenMisumena, men de finnes alle i subtropiske og tropiske strøk. Kjennetegn og lignende arter Det er kun voksne hunner som er sterkt farget i gult eller hvitt. I tillegg til disse vanlige fargevarianter kjenner man til alle typer mellomformer med grønnhvite nyanser. Noen individer har klare røde striper på siden av bakkroppen. Forkroppen har to mørke striper på ryggsiden. Den mye mindre hannen har en mørk brun forkropp og mørke frembein, mens bakkroppen er gul med mørke markeringer. De finnes ingen andre edderkopper i Norge som forandrer farge på samme måte som Misumena vatia, men på kontinentet finnes det en art, Thomisus onustus, som kan gjøre det. Fargespektret hos denne arten er større og fargene kan variere fra hvite til gul til fiolett. I tillegg har Thomisus to pukler på bakkroppen og sideøynene på tuberkler. Ikke-fullvoksne Misumena er grønlige på farge siden de normalt sitter på grønne plantedeler og blader. Disse ungdyrene kan derfor potensielt forveksles med ulike grønne krabbe-edderkopper slik som Diaea dorsata og diverse andre arter som finnes i sørligere deler av Europa. På grunn av de klare fargene og den store fargevariasjonen har Misumena vatia blitt beskrevet under mer enn 20 vitenskaplige navn. Kun moderne taksonomi og anerkjennelsen av relevante karakterer har gjort det mulig å finne ut av disse synonymene. Betydningen av navnet Slektsnavn: μισούμενος [misúmenos] (gresk) – hatet; μισέω [miséo] (gresk) – å hate Artsnavn: vatius, -a, -um (latin) – bøyd utover (d.v.s med bøyde bein) Årets europeiske edderkopp – European spider of the year –ESY Siden år 2000 har en gruppe eksperter fra Tyskland, Østerrike og Sveits valgt en edderkoppart som får ekstra stor fokus i ett år. I tidligere år har vannedderkoppen (2001), vepse-edderkoppen (2002), lyngrovedderkoppen (2003) og sebraedderkoppen (2004) blitt valgt. Mens prosjektet startet i tyskspråklige land har belgiske og nederlandske eksperter kommet til i 2005. I 2006 ble ett skikkelig felleseuropeisk prosjekt organisert for første gang. Derfor vil Misumena i år representere edderkopper fra Skandinavia til Middelhavet og fra Irland til Ungarn og vil vise publikum de fascinerende sidene ved disse nyttige dyrene. Peter Jäger, Martin Kreuels & Kjetil Åkra

Aranha Europeia do Ano 2006

A Aranha-Caranguejo-das-Flores - Misumena vatia (Clerck 1757) A Aranha Europeia do Ano escolhida para 2006 foi a Aranha-Caranguejo-das-Flores – Misumena vatia (Clerck 1757). Como todas aranhas-caranguejo, a disposição das patas dasMisumena é semelhantes à dos caranguejos, as patas são projectadas lateralmente, característica que dá o nome à família a que pertencem, a Thomisidae. Os dois pares de patas anteriores são mais longos que os dois pares posteriores. Esta espécie distingue-se das restantes espécies europeias devido à sua capacidade de mudar de cor entre o amarelo e o branco. Biologia A Aranha-Caranguejo-das-Flores é, tal como as restantes espécies desta família, um predador de espera. Adopta uma estratégia em que espera a passagem dos insectos voadores por entre as pétalas das flores. Com as patas posteriores segura-se firmemente, enquanto que com as patas anteriores, que são muito mais fortes e projectadas para fora, agarra os visitantes da flor com uma velocidade surpreendente. Ao mesmo tempo que captura a presa, administra uma dentada venenosa. Para se alimentar a aranha suga a presa por pequenos buracos, de tal forma que é deixado um exosqueleto quase completo sobre a flor. As Aranhas-Caranguejo-das-Flores, devido à sua capacidade de mudar de cor, podem camuflar-se de forma impressionante quer nas flores brancas, quer nas amarelas. Apenas as fêmeas adultas têm esta capacidade e a alteração entre as duas cores pode demorar cerca de dias até estar completa. Alguns estudos científicos sugerem que esta camuflagem torna as aranhas difíceis de serem detectadas, tanto pelas suas presas como pelos seus potenciais predadores. Os indivíduos adultos podem ser encontrados entre Maio e Julho. Esta espécie apresenta um dimorfismo sexual ao nível do seu tamanho, sendo os machos muito mais pequenos que as fêmeas. O acasalamento ocorre no início do Verão, em que o macho se prende do lado inferior do abdómen da fêmea durante algum tempo. O saco de ovos é escondido entre as folhas, que são agrupadas com seda. Os juvenis passam o Inverno por entre a manta-morta e atingem a maturidade no ano seguinte. Habitat e Distribuição Esta espécie é geralmente encontrada em zonas de espaços abertos como prados, charnecas e campos agrícolas, mas também ocorre em outros locais onde haja muita exposição solar, como nos caminhos, nas fronteiras florestais, nos baldios e nos jardins. Na Europa a Misumena ocorre desde a Escandinávia até ao Mediterrâneo. Também pode ser encontrada em no Nordeste Asiático e na América do Norte. As outras 40 espécies do género Misumena ocorrem nas regiões Tropical e Subtropical. Em Portugal ….. Na Península Ibérica ….. No Reino Unido a espécie parece ocorrer apenas na região Sul. Características e Espécies Semelhantes Apenas as fêmeas adultas apresentam uma cor amarela forte ou branca. Para além destas duas variantes, todos os tipos de cores intermédias podem ser encontradas. Também podem apresentar riscas vermelhas no abdómen. O cefalotórax tem duas riscas escuras no lado superior. Os machos são muito mais pequenos, o seu cefalotórax é castanho-escuro, assim como as patas anteriores, enquanto que a parte posterior do corpo é amarela com um padrão escuro. Há uma outra espécie que também muda activamente de cor, a Thomisus onustus. Nesta espécie o intervalo de cores é maior, podendo ir do amarelo até ao violeta. Além do mais, a Thomisus pode ser identificada por apresentar duas protuberâncias no abdómen e por ter os olhos laterais ligeiramente elevados. As Misumena juvenis têm uma cor esverdeada, pois tendem a colocar-se nas folhas ou partes verdes das plantas. Por isso, podem potencialmente ser confundidas com outras espécies de aranhas-caranguejo de cor verde, tal como: Diaea dorsata, Diaea pictilis, Misumenops tricuspidatus, Heriaeus mellotei e Heriaeus graminicola. Devido à sua cor brilhante e à sua variabilidade a Misumena vatia já foi descrita sob mais de 20 nomes científicos diferentes! Apenas a taxonomia moderna e o reconhecimento de caracteres relevantes para estabelecer relacionamentos revelaram estas sinonímias. Derivação do Nome Nome do Género: μισούμενος [misúmenos] (Grego) – odiado; μισέω [miséo] (Grego) – odiar Nome da Espécie: vatius, -a, -um (latim) – dobrado para fora (i.e. com pernas dobradas) Aranha Europeia do Ano – ESY Desde 2000 que um grupo de especialistas Alemães, Austríacos e Suíços escolhem uma espécie de aranha para ser foco de interesse durante um ano. Depois da Aranha-de-Água (2001), vieram a Aranha-Vespa (2002), a Aranha-de-Teia-de- Berçário (2003), a Aranha-Verde (2004) e a Aranha-Zebra (2005). Enquanto que o projecto começou nos países Germânicos, os colegas Holandeses Belgas juntaram-se em 2005. Em 2006 foi organizado um projecto verdadeiramente europeu pela primeira vez. Assim, a Misumena representará aranhas desde a Escandinávia até ao Mediterrâneo e desde a Irlanda até à Hungria, e deverá mostrar o lado fascinante destes animais. Peter Jäger, Martin Kreuels & Ana Filipa Gouveia

Europejski pająk roku 2006

Kwietnik - Misumena vatia (Clerck 1757) Pierwszym Europejskim Pająkiem Roku wybranym na rok 2006 jest kwietnik –Misumena vatia (Clerck 1757). Tak jak wszystkie pająki krabokształtne (rodzina ukośnikowate – przyp. tłum.), Misumena ma podobnie do krabów rozstawione na boki odnóża i stąd pochodzi nazwa tej rodziny. Przednie odnóża są dłuższe niż tylne. Gatunek ten różni się od innych europejskich gatunków zdolnością do zmiany kolorów - od żółtego do białego. Biologia i okres dojrzałości Kwietnik, jak inni członkowie tej rodziny, jest drapieżnikiem czyhającym na swoją ofiarę. Najczęściej zaczaja się wśród płatków kwiatów czekając na przylatujące owady. Tylnymi, krótkimi odnóżami przytrzymuje się podłoża. Przednie, znacznie silniejsze odnóża, trzyma szeroko rozłożone na boki. Chwyta nimi z zadziwiającą szybkością niczego nie podejrzewające, odwiedzające kwiaty owady, którym natychmiast wstrzykuje jad. Ofiara najczęściej jest spożywana na miejscu i wysysana przez niewielkie otwory, tak że pozostaje po niej niemal kompletny szkielet zewnętrzny. Kwietniki, dzięki zdolności do zmiany koloru, mogą się wspaniale kamuflować zarówno na białych jak i żółtych kwiatach. Ten aktywny proces może zachodzić tylko u dorosłych samic, a ukończenie go wymaga kilku dni. Badania naukowe sugerują, że kamuflaż ten czyni pająki trudnymi do spostrzeżenia zarówno przez ofiary jak i potencjalne drapieżniki. Dorosłe pająki można znaleźć od maja do lipca. Wczesnym latem o wiele mniejsze samce kopulują z samicami. Przebywają pewien czas na odwłoku samicy, a podczas kopulacji zwisają ze spodniej jego strony. Kokon jajowy jest ukrywany pomiędzy liśćmi połączonymi nicią pajęczą. Osobniki młodociane zimują w ściółce i dojrzewają w następnym roku. Środowisko występowania i rozmieszczenie Typowym środowiskiem są tereny otwarte, tak jak łąki, bagna i pola, lecz także słoneczne ścieżki i obrzeża lasów, nieużytki i ogrody. W Wielkiej Brytanii gatunek ten wydaje się występować wyłącznie na południu. Informacje ze wszystkich regionów (ze zdjęciami) są chętnie widziane (adres do korespondencji poniżej). W Europie Misumena występuje od Skandynawii po region śródziemnomorski. Jest również spotykana w północnej Azji j i Ameryce Północnej. Pozostałych 40 gatunków z rodzaju Misumena wystepuje w regionach tropikalnych i subtropikalnych. Cechy charakterystyczne i gatunki podobne Wyłacznie dojrzałe samice posiadają silnie żółty lub biały kolor. Oprócz tych dwóch wariantów znajdowane są również formy pośrednie w zielono-białych tonacjach. Dodatkowo na odwłoku mogą występować czerwone pasy. Natomiast na grzbietowej stronie głowotułowia znajdują się dwa ciemne pasy. Znacznie mniejszy samiec ma ciemnobrązowy głowotułów i ciemne przednie odnóża, podczas gdy odwłok jest koloru żółtego z ciemnym wzorem. W Niemczech (również w Polsce – przyp. tłum.) jest jeszcze jeden gatunek, który może także aktywnie zmieniać kolor: Thomisus onustus. W przypadku tego gatunku zakres zmian jest większy, kolor może zmieniać się od białego do żółtego i fioletowego. Ponadto, Thomisus może być identyfikowany na podstawie dwóch garbków na odwłoku i nieznacznie wzniesionych bocznych oczu. Młode kwietniki są zielonkawego koloru, ponieważ przebywają przeważnie na zielonych częściach roślin lub liściach. W związku z tym mogą być mylone z innymi krabokształtnymi pająkami jak Diaea dorsata, Diaea pictilis, Misumenops tricuspidatus, Heriaeus mellotei iHeriaeus graminicola. Z powodu swojego jasnego koloru i zmienności ubarwienia Misumena vatia była opisana pod więcej niż 20 nazwami gatunkowymi! Dopiero nowoczesna taksonomia i rozpoznanie odpowiednich cech umożliwiło ujawnienie tych synonimów. Pochodzenie nazwy Nazwa rodzaju: μισούμενος [misúmenos] (greka) – znienawidzony; μισέω [miséo] (greka) – nienawidzieć Nazwa gatunkowa: vatius, -a, -um (łacina) – wygięte na zewnątrz (z wygiętymi odnóżami) Europejski Pająk Roku (European Spider of the Year – ESY) Od 2000 roku grupa ekspertów z Niemiec, Austrii i Szwajcarii wybiera corocznie jeden gatunek pająka na, na którym chce skupić szersze zainteresowanie. Po pająku topiku Argyroneta aquatica (2001) wybrano tygrzyka Argiope bruennichi (2002), darownika przedziwnego Pisaura mirabilis (2003), spachacza zielonawego Micromata virescens (2004) i skakuna arlekinowego Salticus scenicus (2005). W roku 2005 do niemieckojęzycznych krajów dołączyły Belgia i Holandia. Właściwy europejski projekt został zorganizowany na rok 2006. W ten sposób Misumena będzie reprezentować pająki od Skandynawii po Morze Śródziemne i od Irlandii po Węgry (oraz Polskę – przyp. tłum.) i powinna ukazać fascynującą stronę tych bardzo użytecznych zwierząt. Peter Jäger, Martin Kreuels & Izabela Hajdamowicz

Årets europeiska spindel 2006

Blomkrabbspindeln - Misumena vatia (Clerck 1757) Den första spindel som blivit utsedd till årets europeiska spindel, vald för 2006, är blomkrabbspindeln – Misumena vatia(Clerck 1757). Liksom alla krabbspindlar har Misumenakrabblika ben som är roterade åt sidan. Detta har gett familjen krabbspindlar dess namn. Frambenen är betydligt längre än bakbenen. Blomkrabbspindeln skiljer sig från andra europeiska krabbspindlar genom att den kan byta färg från gul till vit. Levnadssätt Blomkrabbspindeln är, liksom övriga krabbspindlar, ett rovdjur som sitter och väntar på sina byten. Den lurar oftast bland kronbladen på en flygande insekt ska sätta sig i närheten. Med de korta bakbenen håller sig spindeln kvar. De kraftiga frambenen hålls utåt och fångar mycket snabbt varje ouppmärksam blombesökare. Samtidigt injiceras ett verksamt gift i bytet. Bytet sugs normalt ut ovanpå blomman. Kroppsvätskan sugs genom två små hål i kroppen helt ut, så av bytet återstår till slut endast det yttre skelettet. Blomkrabbspindlarna är underbart fint kamouflerade på gula och vita blommor tack vare sin förmåga att byte färg. Denna aktiva förändring kan bara ske hos vuxna honor och tar ett par dagar. Studier har visat att detta kamouflage gör spindeln svårare att se, både för eventuella rovdjur och bytesdjur. Vuxna blomkrabbspindlar kan påträffas från maj till juli. De mycket mindre hanarna parar sig med honorna i början av sommaren. Före parningen sitter hanen på honans mycket större bakkropp. Under själva parningen hänger han på undersidan av honans bakkropp. Äggsäcken göms i typiska fall mellan av spindelsilke sammanvävda blad. De unga övervintrar bland gamla blad på marken och blir vuxna följande år. Förekomst och utbredning En typisk livsmiljö för blomkrabbspindeln är öppna solbelysta marker som ängar och myrar, men den finns också i soliga skogsbryn, på vägkanter och i trädgårdar. Den är utbredd över hela Sverige, från Skåne till Lappland. Rapporteringar (med fotografier) är välkomna från alla delar (se kontaktadressen nedan). I Europa är Misumena känd från norra Skandinavien söderut till Medelhavet. Den är även känd från norra Asien och Nordamerika. De andra över 40 kända arterna i släktet är tropiska eller subtropiska arter. Kännetecken och liknande arter Endast vuxna honor har den tydlig och kraftig gul eller vit färg. Förutom dessa två klara färgformer finns även många olika intermediära färgformer med grön-vit färg. Dessutom kan röda ränder finnas på bakkroppen. Framkroppen har två mörka sidoränder på ovansidan. Den mycket mindre hanen har mörkbrun framkropp och mörka framben, med en bakkroppen som har gul grundfärg med ett mörkt mönster. Det finns i Sverige, endast känd från Gotland, en annan spindelart som kan byta färg: Thomisus onustus. Den kan ha fler färger, från gul till purpurröd. Thomisus kan även skiljas på att den har två pucklar på bakkroppen och sidoögon på en förhöjning. Unga Misumena har en grönaktig färg och brukar sitta på de gröna delarna av blomväxter. Blomkrabbspindeln kan därför blandas ihop med andra krabbspindlar med grönt i sin färgteckning som den i Sverige på träd vanliga bladkrabbspindeln Diaea dorsata och de mer sydliga arterna Diaea pictilis, Misumenops tricuspidatus, Heriaeus mellotei ochHeriaeus graminicola. På grund av sina klara färger och sin färgvariation har Misumena vatia blivit beskriven under mer än 20 olika vetenskapliga namn. Modern taxonomi och nyare och bättre kunskap om de relevanta kroppsliga egenskaperna har kunnat visa att dessa namn är synonymer. Namnets ursprung Släktets namn: μισούμενος [misúmenos] (grekiska) – hatat; μισέω [miséo] (grekiska) – at hata Arts namn: vatius, -a, -um (latin) – böjd utåt (d. v. s. med böjda ben) Årets europeiska spindel (European Spider of the Year – ESY) Allt sedan 2000 har en grupp av experter från Tyskland, Österrike och Schweiz valt en spindel till årets spindel för att fokusera intresset på den arten. För år 2001 valdes vattenspindeln, 2002 getingspindeln, 2003 rovspindeln, 2004 gröna bladspindeln och 2005 sebraspindeln (harlekinspindeln).  Projektet startade bland de tyskspråkiga länderna och utvidgades till att även Belgien och Nederländerna var med 2005. För 2006 organiserades för första gången årets spindel som ett europeiskt projekt. Misumena blir representant för spindlar från Sverige till Medelhavsområdet, från Irland till Ungern och visar intressanta egenskaper hos dessa nyttiga djur. Peter Jäger, Martin Kreuels & Lars J. Jonsson

 

Evropski pajek leta 2006

Cvetni pajek - Misumena vatia (Clerck 1757) Pajek leta 2006 je cvetni pajek – Misumena vatia (Clerck 1757). Kot je značilno za vse člane družine rakovičarjev, ima tudiMisumena noge zasukane vstran, kot rakovica. Prva dva para nog sta najdaljša. Cvetni pajek se razlikuje od drugih evropskih vrst po sposobnosti spreminjanja barve iz rumene v belo. Življenjski cikel Kot vsi rakovičarji tudi cvetni pajek ne zalezuje plena, temveč na cvetovih čaka predvsem na leteče žuželke. S kratkimi zadnjimi pari nog pajek drži ravnotežje, z dolgima in močnima sprednjima paroma nog, ki ju drži narazen, pa bliskovito ulovi nič hudega sluteč plen, istočasno pa mu zadane strupen ugriz. Pajek plen večinoma užije na cvetu - žuželko utekočinjeno posesa skozi drobne luknje v njeni hitinjači, le-ta pa ostane izsušena skoraj enake oblike, kot je bila živa. Cvetni pajek lahko spreminja barvo in je tako čudovito prilagojen na življenje na belih in rumenih cvetovih. Za aktivno spremembo barve potrebujejo odrasle samice nekaj dni. Znanstvene študije kažejo, da je takšna kamuflaža učinkovita, saj pajka težko opazi tako njegov morebitni plen kot tudi plenilci. Cvetni pajki odrastejo med majem in junijem. Pritlikavi samčki najdejo samico v zgodnjem poletju. Pred parjenjem se samec zadržuje na samičinem zadku, parjenje poteka na njenem trebušnem delu. Samica najpogosteje skrije kokon z jajčeci med listjem, ki ga zlepi s pajčevino. Mladi pajkci prezimijo v odmrlem listju ter nadaljujejo razvoj spomladi. Življenjski prostor in razširjenost Tipični življenjski prostor so odprti travniki, mokrišča in polja, pa tudi sončne poti in gozdni obronki, zaraščanja in vrtovi. V Evropi najdemo cvetnega pajka od Skandinavije do Sredozemlja, širše še v severni Afriki in tudi Severni Ameriki. V Sloveniji je vrsta pogosta. Druge vrste cvetnih pajkov (rod Misumena) - znanih je preko 40 - naseljujejo tropske in subtropske kraje. Značilnosti in podobne vrste Samo odrasle samice so značilno rumene ali bele barve, možni pa so odtenki drugi barv med obema ekstremoma, kot npr. zelenkasta. Zadek ima lahko tudi rdeče črte. Glavoprsje nosi dve temni črti na zgornji strani. Glavoprsje in prva para nog veliko manjšega samca sta temno rjava, zadek pa rumen s temnim vzorcem. Druga evropska vrsta rakovičarjev, ki lahko aktivno spremeni barvo, je Thomisus onustus. Paleta barv te vrste je širša - od bele do rumene in vijolične, vrsta pa se razlikuje tudi po obliki zadka s parom nabreklin ter po stranskih očeh, ki so dvignjene. Mladi osebki rodu Misumena, ki navadno prežijo na zelenju, so zelenkaste barve in jih lahko zamenjamo z drugimi zelenimi rakovičarji, kot so vrste Diaea dorsata, Diaea pictilis, Misumenops tricuspidatus, Heriaeus mellotei >in Heriaeus graminicola. Zaradi barvitosti in variabilnosti je bila vrsta Misumena vatia opisana pod več kot 20 različnimi znanstvenimi imeni! Sinonime je razkrila moderna taksonomija, ki odkriva pomembne znake za razlikovanje vrst. Izvor imena Rodovno ime: μισούμενος [misúmenos] (Gr.) – osovražen; μισέω [miséo] (Gr.) – sovražiti Vrstno ime: vatius, -a, -um (lat.) – ukrivljen navzven Evropski pajek leta (European Spider of the Year – ESY) Od leta 2000 so strokovnjaki iz Nemčije, Avstrije in Švice izbirali vrsto pajka leta. Leta 2001 je bil to vodni pajek, leta 2002 osasti pajek, leta 2003 roparski volkec, leta 2004 zeleni pajek ter leta 2005 zebrasti pajek. Nemško govorečim deželam so se leta 2005 pridružile Belgija in Nizozemska, v letu 2006 pa je prvič organiziran pravi evropski projekt Pajek leta. Cvetni pajek,Misumena, bo torej predstavljal pajke od Skandinavije do Sredozemlja ter od Irske do Madžarske ter vse privlačne lastnosti teh koristnih živali. Peter Jäger, Martin Kreuels & Matjaž Kuntner