2008 Tegenaria spp.

Spider of the Year 2008

The Common House Spider

Tegenaria spp.

Tegenaria atrica

Tegenaria atrica

Information

Who doesn’t know them: large, dark, hairy spiders which appear in the bathtub or washbasin and who – thanks mostly to their large size and their strong contrast against the chalk-white background – provoke a strong reaction among humans. These are mostly house spiders, which are neither poisonous nor dangerous. Nevertheless, spotting exactly this creature is the thing that most harms the relationship between spiders and many people.

Supporting societies

Literature

Information in other languages

--BGCZDEDKESFIFRHUITLTNLNOPLSESL

Европейски паяк на 2008 година

Домашен паяк - Tegenaria spp. Кой не ги познава: големи, тъмни и космати паяци, които се появяват в тоалетната около ваната или мивката – големият размер и контрастят на тъмното тяло върху чистите стени предизвикват негативни реакции у хората. Това са обаче, постоянни спътници на човешкото жилище, нито отровни нито опасни. Въпреки всичко, паяжините в дома развалят отношенията между паяците и повечето хора. През 2008 домашният паяк (род Tegenaria) е избран за паяк на годината. Журито смята, че няма друг кандидат, който по-добре да символизира инстинктивния страх, който изпитват повечето хора към осемкраката животинка. С този избор арахнолозите искат да предизвикат интерес и разбиране към естествения свят, който ни заобикаля. За трети път паякът на годината беше избран на широка Европейска основа. Тъй като не всички видове на род Tegenariaобитават всички страни в Европа, родът ще бъде фокус на нашето внимание. Всека страна обаче, може да си избере свой представителен вид. В България в полезрението на човека най-често попада Големият домашен паяк - Tegenaria parietina (Fourcroy, 1785). Обитава предимно мазетата и таваните, но дойде ли есента (септември-октомври) почваме да го срещаме и в стаите на дома. Неприятни срещи и за двете страни, но какво да се прави, като „любовта е сляпа” – настъпил е брачния период. Мигриращите екземпляри са мъжки тръгнали да търсят своите избранници, които търпеливо ги чакат на своите мрежи. Така, че появата на неканения гост не бива да ни плаши, защото може да се случи само през есента. От 130 вида разпространени по света около 70 са установени в Европа. В природата техните мрежи се намират между камъни, в цепки на скали, в основата на големите дървета и храсти. В човешките жилища те заемат множество алтернативни местообитания. Домашните паяци от род Tegenaria строят пеленовидни мрежи, разположени предимно в ъглите на помещенията. Това е най-удобното място за паяците да построят и укрепят своите мрежи. Тук, тези тъмнолюбиви паяци прекарват повечето от своето време. Убежището – фуния на края на мрежата се строи така, че да е максимално защитено от дъжд. Останалата част от пелената е добре изложена в пространството. Когато някое насекомо или мокрица паднат в заложения капан, паякът веднага усеща по вибрациите на мрежата. Бърз като светкавица, скача върху жертвата, ухапва я и инжектира отрова. По-малките животинки са парализирани веднага и се завличат в убежището. Когато жертвата е по-голямо животно Тегенарията се прибира във фунията и чака докато отровата подейства напълно. Понякога се налагат допълнителни охапвания и след това плячката се консумира на спокойствие в леговището. Тези дългокраки паяци изглеждат внушително. С разгънати крака, мъжкият може да достигне 10 cm; това плаши хората, когато не знаят, че в действителност той не е опасен. При експериментални ухапвания, учените показват, че дори челюстите на домашния паяк да пробият човешката кожа, отровата няма значителен ефект. В повечето случаи се усеща само слабо убождане. Трябва да се отбележи, че е необходимо голям опит и внимание от страна на учените да не наранят живите паяци , когато боравят с тях. Така, че когато отстранявате домашния паяк от банята – с ръце или с помощта на чаша или буркан и го пуснете на свобода, няма никаква опасност. В този случай вие не само го спасявате от сигурна смърт, но влизате и в контакт с местната околна среда. Петер Йегер & Христо Делчев

Evropský pavouk roku 2008

Pokoutník - Tegenaria spp. Kdo by je neznal: velcí, tmaví chlupatí pavouci, kteří se čas od času zjeví v našich vanách či umyvadlech a kteří hlavně díky impozantní velikosti a kontrastu svého těla se sněhobílou hygienickou keramikou vyvolávají mezi lidmi silné reakce. Jsou to pokoutníci, vcelku neškodní pavouci. Nicméně právě tato stvoření se do značné míry podepsala na špatném vztahu lidí k pavoukům. Pokoutníci (rod Tegenaria) byli zvoleni evropským pavoukem roku 2008. Volební komise nemohla vybrat lepšího kandidáta pro to, aby upoutala pozornost na iracionální fóbii lidí k osminohým stvořením. Touto akcí chtějí arachnologové vyvolat zájem nebo alespoň porozumění světa přírody kolem nás. Již třetím rokem byl pavouk roku volen v celé Evropské unii. Kvůli tomu, že žádný z druhů rodu Tegenaria se nevyskytuje ve všech zemích Evropské unie, se zavedla novinka: ve středu evropského zájmu je celý rod, přičemž každá země si vybere svého vlastního zástupce. Pro Českou republiku jsme vybrali pokoutníka stájového (Tegenaria ferruginea), nejhojnějšího pokoutníka našich synantropních stanovišť. Jedná se o velký druh, dospělé samice si v neuklízených koutech vytvářejí desítky centimetrů velké sítě. Ty pavouk neopouští, pouze je opravuje a během svého růstu rozšiřuje. Málokterá hospodyně takovou dekoraci rohů místností strpí, dospělé samice tak najdeme spíše v hospodářských budovách (od toho české druhové jméno) než v obytných místnostech. Od bledavě zbarveného pokoutníka domácího (T. domestica) rozeznáme pokoutníka stájového podle většího vzrůstu a tmavšího, hnědošedočerveného zbarvení. Naproti tomu další synantropní druh, pokoutník vchodový (T. atrica) je jestě o něco větší než p. stájový a má méně pestré, černošedé zbarvení. Asi 70 ze 130 druhů rodu Tegenaria se vyskytuje v Evropě. V přírodě najdeme jejich sítě pod kameny, v dutých kmenech, pod převisy a kořeny nebo v husté vegetaci. Řada druhů pokoutníků ráda osidluje také náhradní stanoviště v lidských stavbách. Pokoutníci si stavějí plachetkovité sítě, na které v lidských stavbách narazíme nejspíše v rozích místností: právě v rozích je pro pavouka nejsnazší si od stěny ke stěně vytvořit svoji síť a trychtýřovtý úkryt. Zde tito noční predátoři stráví většinu svého života. Svůj úkryt umísťují vždy tak, aby byl chráněn proti poškození. V případě venkovních stanovišť si vybírají místa chráněná proti dešti. Naproti tomu samotná lapací síť často vybíhá daleko do místnosti. Když do sítě spadne nějaký hmyz, pavouk zaregistruje jím vyvolané vibrace, bleskurychle k němu přiběhne a kousnutím do něho vpustí jed. Malou kořist si pavouk rovnou vtáhne do trychtýřovitého úkrytu. Pokud se kořist urputně brání, pavouk se stáhne do trychtýřovitého úkrytu, kde vyčká, až jed zapůsobí. Po opakovaných jedových kousnutích bývá i velká kořist překonána a následně vysáta v trychtýřovitém úkrytu. Rozpětí nohou těchto pavouků je úctyhodné. Dlouhonozí samci mohou být delší než 10 cm. Snad proto lidé často nechtějí věřit faktu, že se ve skutečnosti jedná o neškodná zvířata. Badatelé sami na sobě prokázali, že i když se pokoutníkovi povede prokousnout lidskou kůži, jed na lidský organismus nemá zaznamenatelný účinek. Pouze samotné kousnutí se projeví jako píchnutí špendlíkem. Za zmínku stojí, že i zkušení odborníci potřebují hodně trpělivosti a zručnosti na to, aby je pokoutník kousnul, aniž by ho při tom zranili. Tedy pokud pavouka vynesete z vany ať už v ruce nebo ve sklenici přiklopené pivním táckem, a vrátíte mu svobodu, nehrozí vám žádné nebezpečí. Při takovém kontaktu se skutečnou součástí vašeho místního životního prostředí můžete pokoutníka zachránit před jistou smrtí. Peter Jäger & Milan Řezáč

Europäische Spinne des Jahres 2008

Die Große Winkelspinne - Tegenaria atrica C.L. Koch 1843 Wer kennt sie nicht: große, dunkle, behaarte Spinnen, die in der Badewanne oder dem Waschbecken auftauchen und vermutlich durch Größe und starken Kontrast vor dem kalkweißem Hintergrund teils heftige Reaktionen bei Menschen auslösen. Es ist meist die Große Winkelspinne, eine heimische Art, die weder giftig noch sonst gefährlich ist. Trotzdem ist es der Anblick genau dieser Spinnen, der den meisten Menschen das Verhältnis zu den Achtbeinern gründlich vermiest. Für das Jahr 2008 ist die Große Winkelspinne zur Spinne des Jahres gewählt worden. Um Spinnen und die meist unberechtigten Vorurteile vor den Achtbeinern zu thematisieren, hätte die Jury keinen besseren Kandidaten auswählen können. Die Arachnologische Gesellschaft will mit der Aktion aufklären und Interesse oder zumindest Verständnis für die Natur um uns herum wecken. Zum dritten Mal wird die Spinne des Jahres europäisch gewählt. Da nicht alle Arten der Gattung Tegenaria in jedem europäischen Land vorkommen, wurde eine Neuheit eingeführt: die gesamte Gattung wird ein Jahr europaweit in den Fokus der Öffentlichkeit gestellt. Dabei sucht sich jedes Land einen repräsentativen Lokalvertreter aus. In Deutschland fiel die Wahl auf die wohl häufigste und auffälligste Art: Tegenaria atrica. Wörtlich übersetzt heißt der wissenschaftliche Name: Schwarze Dachspinne. Dass sie zwar schwarz aber keineswegs nur unter dem Dach wohnt, mag der folgende Text veranschaulichen. Winkelspinnen der Gattung Tegenaria bauen deckenartige Netze, die dem Namen gemäß zumindest in menschlichen Behausungen meistens in den Ecken eines Raumes gebaut werden: dort ist es für die Spinne am einfachsten, ihr Netz zu spannen und ihren trichterförmigen Schlupfwinkel anzulegen. Hierin verbringen die nachtaktiven Spinnen die meiste Zeit regungslos. In der Natur werden Netze unter Steinen, in hohlen Baumstämmen oder unter Böschungen gebaut. Etwa 70 der etwa 130 weltweit vorkommenden Tegenaria-Arten sind in Europa heimisch. In Deutschland gibt es 10 verschiedene Arten von Winkelspinnen: Die Mauerwinkelspinne (T. parietina) ist noch größer als die Große Winkelspinne, ist aber seltener. Die Hauswinkelspinne (T. domestica) ist bedingt durch ihre Lebensweise in Häusern weltweit verschleppt worden. Die Feldwinkelspinne (T. agrestis) lebt ausschließlich in natürlichen Habitaten. Zwei Arten (T. saeva aus Westeuropa, T. duellicaaus Großbritannien) sehen der Großen Winkelspinne äußerlich zum Verwechseln ähnlich und können nur mit dem Mikroskop unterschieden werden. Die Große Winkelspinne (T. atrica) kommt in Europa und angrenzenden Gebieten vor und wurde zudem nach Nordamerika verschleppt. Sie kommt natürlicherweise an verschiedenen Stellen vor: in Steinbrüchen, unter Böschungen, unter Baumwurzeln. Im Siedlungsbereich der Menschen nimmt sie Ersatzlebensräume dankbar an: Efeu-bewachsene Hausmauern, Gartenhäuschen, Garagen, nicht zu trockene Keller. Ihren Schlupfwinkel legt sie geschützt und regenfrei an. Das Netz hingegen kann sich weit ausdehnen. Gerät ein Insekt oder eine Assel darauf, nimmt die Spinne die Schwingungen wahr, die die Bewegungen auf dem Deckennetz verursachen, und läuft blitzschnell zur Beute, beißt diese und injiziert dabei etwas Gift. Handelt es sich um eine kleinere Beute, wird diese direkt in die Wohnröhre hineingezogen. Wehrt sich das Beutetier heftiger, sucht Tegenaria nach dem Giftbiss meist ihren Unterschlupf auf, um die Wirkung des Giftes abzuwarten. Nach wiederholten Bissen kann sie meist auch größere Beute überwältigen und verzehrt diese im Schutze ihres Schlupfwinkels. Tegenaria atrica zeichnet sich durch ihre tiefbraune Färbung aus, die beim Männchen etwas heller ausgeprägt ist. Im Gegensatz zu anderen hausbewohnenden Arten der Gattung (T. domestica, T. ferruginea, T. parietina) besitzt T. atrica keine geringelten Beine. Individuen der Großen Winkelspinne messen 10 bis 16 mm in der Körperlänge. Beeindruckender ist die Beinspannweite v.a. bei den langbeinigeren Männchen: bis zu 10 cm überzeugen unwissende Menschen nicht unbedingt von der Ungefährlichkeit der Art. Durch Selbstversuche haben Wissenschaftler herausgefunden: sollte eine Winkelspinne mit ihren Mundwerkzeugen durch die menschliche Haut gelangen, so hat das Gift keinerlei Wirkung. Vielmehr ist es lediglich der nadelstichartige Biss, der in diesem Zusammenhang bemerkenswert scheint. Eine Nebenbemerkung sei hier gestattet: auch als Experte braucht man viel Geduld und Geschick, um die Spinnen zum Beißen zu bewegen, ohne sie dabei zu verletzen. Nimmt man eine Spinne z.B. aus der Badewanne sei es mit der Hand oder vorsichtiger mit Glas und Bierdeckel und setzt sie auf freien Fuß, besteht keinerlei Gefahr. Im Gegensatz hat man die Spinne nicht nur vor dem Tode bewahrt, sondern sich auch ein Stück der heimischen Natur angenähert! Peter Jäger

Årets edderkop i Europa 2008

Husedderkopperne - Tegenaria spp. Hvem kender dem ikke - disse store, mørke og hårede edderkopper, man ofte finder i vaskekummen eller badekarret, og som fremkalder så stærke reaktioner hos mange mennesker? I de fleste tilfælde drejer det sig om husedderkopper, og de er hverken giftige eller på anden måde farlige. Alligevel bliver de hyppigt ofre for den mangel på gensidig forståelse, som uberettiget præger vor sameksistens med mange af de dyrearter, som føler sig tiltrukket af de menneskeskabte habitater. Husedderkopperne af slægten Tegenaria er blevet valgt til årets edderkop i 2008. Gennem dette valg ønsker juryen af arachnologer fra de fleste europæiske lande som foretog udpegningen, at sætte fokus på den irrationelle frygt mange mennesker har over for de otte-benede dyr. De ønsker at fremme forståelsen og interessen for denne særlige del af den natur, som omgiver os. Det er tredje gang en Årets Edderkop er blevet udpeget på fuldt europæisk plan, og det er første gang valget ikke gælder en enkelt art, men alle arterne i en slægt af edderkopper. Dette skyldes at der findes mange arter af husedderkopper, og at det varierer meget fra land til land, hvilke arter der er de almindeligste og derfor opfattes som "husedderkoppen". Også i Danmark findes flere arter, hvoraf i hvert fald to er meget almindelige og i lige høj grad kan gøre krav på navnet. Omkring 70 af de i hele verden 130 kendte arter af Tegenaria findes i Europa. Nogle kan også findes udendørs, hvor de spinder deres net under sten, mellem trærødder eller i tæt vegetation. Men det er i bebyggede områder og i særdeleshed indendørs i huse, skure og stalde, at de forekommer med størst hyppighed. Huseddekopperne bygger et tæppelignende net, som oftest i et hjørne eller bag et skab. I hjørnet samler tæppet sig i en tragtlignende retræte, hvor dyret vil søge ned hvis den bliver forstyrret. Det er også husedderkoppernes spind man finder når man kikker bag billederne på væggen. Dyrene sidder det meste af deres tid fuldstændig stille og venter tålmodigt på at et bytte skal falde i spindet. Hvis et insekt eller en bænkebider lander på tæppespindet, opdager edderkoppen det via vibrationer der forplanter sig gennem spindets tråde. Lynhurtigt farer edderkoppen frem og bider byttet og indsprøjter herunder sin gift i det. Små byttedyr bæres straks tilbage til retræten hvor de bliver spist. Hvis byttet er stort og aktivt forsøger at kæmpe sig fri, vil edderkoppen trække sig tilbage til sin retræte og vente på at giften har gjort sin virkning; eventuelt vil den gentage sine hurtige angreb men mellem disse altid holde sig i sikker afstand. Når byttedyret er dødt, vil det ligeledes blive transporteret til retræten, hvor huseddekoppen kan fortære i det i sikkerhed. Nogle af huseddekoppearterne kan være imponerende langbenede. Det gælder herjemme arten stor husedderkop (Tegenaria atrica) hvis hanner kan have et "ben-fang" på op mod 10 cm. Alligevel er der ingen grund til at være bange for dem. Nogle forskere har ladet sig bide af husedderkopper, men selv om de er i stand til at biden gennem huden, har det ikke haft nogen mærkbar effekt. Man føler blot et lille prik som et nålestik. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at selv disse eksperter har svært ved at få husedderkopperne til at bide i det hele taget. Man kan derfor roligt fjerne en huseddekop fra badekarret, selv med hænderne, og sætte den fri udenfor. Men man kan også fange den i et glas, så er der mindre risiko for at edderkoppen bliver beskadiget under flytningen. Trods navnet har huseddekopperne det ikke godt i vore stuer; der er for tørt, og der er for lidt føde til dem. Derfor gør man dem faktisk en tjeneste ved at sætte dem ud. I Danmark har vi to særdeles almindelige arter af husedderkopper: den lille husedderkop (Tegenaria domestica) og den store edderkop (Tegenaria atrica). Den lille huseddekops spind ser man i stort antal i stalde og andre udhuse som ikke rengøres regelmæssigt. Den er dog også almindelig i almindelige beboelseshuse. Den store husedderkop var tidligere ikke så almindelig, men den er taget til i hyppighed over de seneste 50 år og er specielt almindelig i nyere huse. En tredje, mindre almindelig art, rustrød husedderkop (Tegenaria ferruginea), forkommer særligt i fugtige uopvarmede bygninger. Den er karakteristisk ved sin røde midterstribe på bagkroppens overside. Endelig er en ny art (Tegenaria agrestis) kommet til landet inden for de seneste år. Den har længe bredt sig nordpå i Europa samt de britiske øer, og det var derfor ventet at den også ville komme til Danmark. Den blev første gang fundet i 2003 men er allerede nu kendt både fra Jylland, Fyn og Sjælland. Peter Jäger & Sören Toft

La araña europea del año 2008

Araña doméstica - Tegenaria spp. Quién no las conoce: arañas grandes, oscuras y peludas que aparecen en la bañera o el fregadero y que provocan -merced a su gran tamaño y su fuerte contraste contra el fondo blanco de las paredes- una fuerte reacción entre los humanos. Se trata principalmente de las arañas domésticas, que ni son peligrosas ni venenosas. No obstante, el avistamiento de una de estas criaturas es precisamente lo que más daño hace a las relaciones entre las arañas y muchas personas. En 2008 la araña doméstica (género Tegenaria) ha sido elegida la araña del año. Al jurado le pareción una candidata inmejorable para intentar disipar los clásicos miedos irracionales que la gente siente hacia los animales de ocho patas. Con esta elección, los aracnólogos pretenden promover un interés, o al menos una comprensión, del mundo natural que nos rodea. Esta es la tercera ocasión en que la araña del año ha sido elegida a una escala realmente europea. Dado que no todas las especies de Tegenaria aparecen en todos los países de Europa, se ha introducido una modificación y todo el género será el centro de la iniciativa "La Araña Europea del Año". La representante local variará de país a país. Unas 70 Tegenaria de las 130 especies conocidas en el mundo están presentes en Europa. En el campo, construyen sus telas bajo piedras, en troncos huecos, en las raíces de árboles o en arbustos densos. Pero en asentamientos humanos ocupan sin dudarlo numerosos hábitats alternativos, como muros, establos, desvanes o habitaciones. Este es el caso deTegenaria domestica, que ha sido elegida en España como representante del género. La elección se ha hecho por el valor pedagógico de una araña realmente común en nuestras casas. No obstante, en España aparecen otras 15 especies, de las cuales 9 son endémicas de la Península Ibérica y otra más sólo está presente en España y Francia. Es decir, Tegenaria es una buena muestra de la riqueza y exclusividad de la aracnofauna ibérica. Las arañas domésticas del género Tegenaria construyen telas en forma de sábana, que en los edificios se sitúan normalmente en las esquinas de los cuartos. Este es el lugar más fácil para la sujección de la tela, así como para ubicar su típico refugio en forma de embudo. El refugio se construye en un lugar protegido (un agujero o grieta), mientras que el resto de la tela puede extenderse bastante en la habitación. Inmóviles en su refugio es donde estas arañas, de hábitos nocturnos, pasan la mayor parte del tiempo. Si un insecto o una cochinilla de la humedad tropiezan con su tela, la araña detecta las vibraciones causadas en la parte laminar de la tela. Rápida como un rayo, corre hacia su presa y la muerde, inyectándole veneno. Las presas de menor tamaño son transportadas simplemente al refugio tubular. Si la presa ofrece mucha resistencia, Tegenaria suele volver a su refugio y esperar a que el veneno haga efecto. Para reducir a presas muy grandes a menudo son necesarias varias mordeduras, tras las cuales las presas son consumidas en la seguridad del refugio. La longitud de las patas de esta araña es impresionante. Las largas patas de los machos pueden superar los 10 cm, lo cual no ayuda a convencer a la gente poco informada del carácter realmente inofensivo de esta araña. Dejándose morder ellos mismos, los científicos han demostrado que incluso si una araña doméstica se las arregla para perforar la piel humana, el veneno no tiene efectos apreciables. Simplemente se nota la propia mordedura, no más dolorosa que el pinchazo de un alfiler. Pero no debe olvidarse que incluso un experto necesita mucha habilidad y paciencia para azuzar a la araña a morderle, sin dañar a la araña en el proceso. De modo que si uno retira a estas arañas de la bañera -bien con la mano o con ayuda de un vaso y un posavasos- y las libera después en el jardín, no corre ningún peligro de ser mordido. De hecho, no sólo conseguirá salvar a la araña de una muerte segura sino que habrá entrado en auténtico contacto con una parte del ambiente natural local. Peter Jäger & Marcos Méndez

Eurooppalainen vuoden hämähäkki 2008

Huonehämähäkit - Tegenaria spp. Kukapa ei tuntisi niitä: suurikokoisia, tummia, karvaisia hämähäkkejä, joita voi löytyä kylpyammeesta tai lavuaarista ja jotka - johtuen suuresta koostaan ja vahvasta kontrastista vaaleaa taustaa vasten - saavat usein ihmisissä aikaan vahvan inhoreaktion. Nämä ovat useimmiten huonehämähäkkejä, eivätkä ne ole myrkyllisiä tai vaarallisia. Kuitenkin juuri näiden eläinten havaitseminen sisätiloissa haittaa hämähäkkien ja monien ihmisten rinnakkaiseloa. Huonehämähäkkien suku (Tegenaria) on valittu vuoden 2008 hämähäkeiksi. Valitsijat eivät olisi voineet keksiä parempaa ehdokasta osoittamaan tyypillistä perusteetonta pelkoa, joka monilla ihmisillä on näitä kahdeksanjalkaisia eläimiä kohtaan.Valinnalla araknologit, hämähäkkien tutkijat, haluavat lisätä kiinnostusta tai ainakin ymmärrystä tähän osaan ympäröivää lähiluontoamme. Vuoden hämähäkki valitaan nyt kolmatta kertaa lähes koko Euroopan kattavalle alueelle. Koska kaikki Tegenaria -lajit eivät esiinny kautta Euroopan, valitaan koko suku esittelyn kohteeksi. Kukin maa valitsee lisäksi paikallisen suvun edustajan kansalliseksi vuoden hämähäkkilajiksi: se on Suomessa tavallinen huonehämähäkki (Tegenaria domestica). Huonehämähäkki elää meillä kellareissa, varastoissa, navetoissa ja myös asunnoissa - jos vain saa tilaisuuden siihen. Monasti huoneen nurkkaan ilmestyvät verkot ja hämähäkit tosin poistetaan pikavauhtia, vaikka huonehämähäkit ovat oikeastaan hyödyllisiä eläimiä. Euroopassa tavataan noin 70 Tegenaria -suvun maailmanlaajuisesti esiintyvistä 130 lajista. Etelämpänä niiden verkkoja on luonnossa kivien alla, ontoissa puissa, puiden juurien alla ja tiheässä kasvillisuudessa. Lisäksi ne valtaavat ihmisasutuksissa monenlaisia vaihtoehtoisia elinpaikkoja. Meillä huonehämähäkkien suvun edustajia, joista edellä mainittu tavallinen huonehämähäkki on yleisin, tavataan ainoastaan ihmisen luomissa ympäristöissä, erityisesti rakennuksissa. Huonehämähäkkien suvun lajit kutovat mattomaisia tiiviitä verkkoja, jotka rakennuksissa ovat tyypillisesti huoneen nurkassa. Se on helpoin paikka hämähäkille verkon pingottamiseen ja suojasuppilon sijoittamiseen. Suojassaan nämä yöaktiiviset hämähäkit viettävät liikkumattomina suurimman osan ajastaan. Jos hyönteinen tai vaikkapa maasiira putoaa hämähäkin pesäpaikkaan, se havaitsee saaliin aiheuttamat värähtelyt verkossa. Hämähäkki juoksee salamannopeasti saaliin luo ja puree sitä ruiskuttaen samalla siihen myrkkyään. Pienikokoisen saaliin hämähäkki kuljettaa heti suojasuppiloonsa. Jos saalis vastustelee, huonehämähäkki palaa suojaansa ja odottaa kunnes myrkky on vaikuttanut. Useilla toistetuilla puremilla saadaan suurikokoinenkin saalis lannistettua, ja sen jälkeen se syödään turvallisesti suojapaikassa. Huonehämähäkkien raajojen ulottuvuus on vaikuttava. Suurimmat ja pitkäjalkaisimmat koiraat voivat yltää yli 10 cm, lähes tämän kokoinen on myös meillä paikoin asutuskeskuksissa tavattava varastohämähäkki (Tegenaria atrica). Suuren koon vuoksi asiaa tuntemattomat ihmiset eivät oikein usko, etteivät nämä hämähäkit ole vaarallisia. Tutkijat ovat kokeilleet hämähäkkien puremia itseensä ja osoittaneet, että jos huonehämähäkki onnistuu puremaan ihon läpi ei sen myrkyllä ole mainittavaa vaikutusta. Useimmiten sen purema on kuin neulanpisto. Asiantuntijatkin tarvitsevat taitoa ja kärsivällisyyttä saadakseen huonehämähäkin puremaan itseään niin, ettei hämähäkki samalla vahingoitu. Niinpä huonehämähäkin siirtäminen esimerkiksi kylpyhuoneesta, vaikkapa kädessä tai juomalasissa, ei ole lainkaan vaarallista. Tosiasiassa et ole ainoastaan pelastanut hämähäkin henkeä, vaan olet samalla päässyt tutustumaan osaan todellista lähiluontoasi. Peter Jäger & Seppo Koponen

L'Araignée européenne de l'Année 2008

Araignée des maisons - Tegenaria spp. Qui ne les connaît pas : de grandes araignées, sombres, velues, qui apparaissent dans la baignoire ou le lavabo et qui - merci essentiellement à leur grande taille et au contraste marqué avec l’arrière plan crayeux - provoque une forte réaction parmi les humains. Or ce sont pour la plupart des araignées des maisons qui ne sont ni toxiques ni dangereuses. Cependant le repérage précis de cette créature est l’image qui fait le plus tort à la relation entre les araignées et beaucoup de gens. En 2008, l’araignée des maisons (genre Tegenaria) a été choisie comme l’araignée de l’année. Le jury ne pouvait penser de meilleure candidate pour souligner les peurs irrationnelles typiques que portent les personnes sur ces animaux à 8 pattes. Avec cette action, les arachnologistes veulent faire avancer l’intérêt ou au moins la compréhension, du monde qui nous entoure. Pour la troisième fois, l’araignée de l’année a été retenue sur une base européenne élargie. Alors que toutes les espèces de Tegenaria ne se rencontrent pas que dans les pays européens, un nouvel aspect a été introduit ici et le genre entier à travers l’Europe sera le centre de notre ligne de conduite publicitaire. Chaque pays choisira alors une espèce locale représentative. Environ 70 espèces, sur les 130 connues au monde, peuvent être trouvées en Europe. Dans la nature, leurs toiles sont construites sous les pierres, dans les arbres creux, sous les racines des arbres ou dans la végétation épaisse. Mais dans les zones de constructions humaines, elles occupent « avec reconnaissance » de nombreux autres habitats alternatifs. Les araignées des maisons du genre Tegenaria fabriquent des toiles en forme de drap ou nappe, trouvées dans les habitations typiquement dans les coins des pièces. C’est l’emplacement le plus aisé pour l’araignée pour tisser ses fils entrecroisés et ainsi installer sa retraite en entonnoir. Là, immobiles, ces araignées nocturnes passent la plupart de leur temps. La retraite est construite dans un endroit protégé et à l’abri de la pluie. Le reste de la toile s’étend au contraire, bien dans la pièce. Si un insecte ou un cloporte tombe dans leur repaire, l’araignée détecte les vibrations causées dans la nappe. Rapide comme l’éclair, elle se précipite sur la proie et la mord, lui injectant du venin en même temps. Les plus petites proies sont simplement transportées dans la retraite tubulaire. Si la victime résiste fortement, Tegenaria retourne normalement dans sa retraite et attend que le venin fasse de l’effet. Sous des morsures répétées, même les grosses proies peuvent éventuellement être maîtrisées, et après coup, consommées dans la sécurité de la retraite. L’envergure de cette araignée est impressionnante. Les mâles, pattes étalées, peuvent atteindre plus de 10 centimètres; ce qui n’aide pas à convaincre les gens qui ne la connaissent pas qu’elle n’est en fait pas dangereuse. En testant les morsures sur eux-mêmes, les scientifiques ont montré que même si une araignée des maisons réussit à mordre à travers la peau, le venin n’a pas d’effet notable. Le plus souvent, c’est la morsure seule, telle une piqûre d’épingle, qui est ressentie. Le pire à mentionner est le fait que même les experts ont eu besoin de beaucoup d’adresse et de patience pour encourager l’araignée à les mordre, sans parallèlement faire mal à l’animal. Ainsi, si vous sortez l’araignée de la baignoire - soit avec la main ou avec un verre et un sous bock - et que vous la laissez libre, quoi qu’il en soit, il n’y a pas de danger ! En fait, vous n’avez pas seulement sauvé l’araignée d’une mort certaine, vous êtes bien rentré en contact avec une part réelle de votre environnement local naturel. Parmi ce groupe des tégénaires, une des espèces les plus grandes (jusqu'à 2 cm pour la femelle et 1,7 cm pour le mâle), présente en France, est TOn la rencontre exclusivement dans les maisons au centre et dans le nord, et elle préfère s'installer à l'air libre dans les creux des rochers, les vieux murs ou encore à l'entrée des grottes dans le sud du pays. Les individus de cette espèce peut vivre quelques années à l'état adulte et sont en général très résistants à des conditions difficiles de température et d'humidité, ayant même la capacité de jeuner plusieurs mois en cas d'absence d'eau et de nourriture. Les deux sexes se côtoient sans problème dans la retraite pendant la période de reproduction. Peter Jäger & Christine Rollard

2008-as év pókjai Európában

Az épületlakó zugpókok - Tegenaria spp. Ki ne ismerné őket: nagy sötétszínű szőrös pókok, melyek a fürdőkádban, mosdókagylóban tűnnek fel, nagy méretük és a porcelán-fehér háttérben mutatott erős kontrasztjuk folytán kivívják maguknak az emberek”kitüntetett figyelmét”. Ezek az állatok főként olyan épületlakó zugpókok, melyek az emberre nézve sem nem mérgezőek, sem nem veszélyesek. Mindezek ellenére mégis ezek azok a lények, amelyek talán a legtöbbet ártanak az emberek és a pókok kapcsolatának. 2008-ban a Tegenaria fajokra esett a választás az „Év pókja” cím kiosztásakor. A zsűri nem is találhatott volna jobb jelöltet arra, hogy felhívja a figyelmet az emberek nyolclábúak iránt mutatott irracionális félelmére. Az arachnológusok ezzel a választásukkal az érdeklődést is szeretnék felkelteni a bennünket közvetlenül körülvevő természet iránt. Ezúttal már harmadszor került sor arra, hogy az év pókja egész Európában kerüljön kijelölésre. Mivel nem minden Tegenaria faj fordul elő valamennyi európai országban, e jelenlegi reklámkampány új specialitása, hogy egy egész genusra hívja fel az emberek figyelmét. Minden ország külön kijelölheti e rokonsági kör legjellemzőbb a helyi reprezentánsait. Magyarországon a házi zugpók (Tegenaria domestica) a leggyakoribb a lakásokban. A melléképületekben, pincékben, fáskamrákban gyakran találkozhatunk az előzőnél lényegesen nagyobb méretű hegyi zugpókkal (Tegenaria ferruginea) is. A tőlünk nyugatra és északra általánosan elterjedt nagy házi zugpók (Tegenaria atrica) hazai előfordulásáról kevés adatunk van. Az egész világról ismert 130 fajból Európában 70 faj fordul elő. Ezek a pókok a szabad természetben kövek alatt, odvas fák üregeiben, vagy a sűrű növényzet között szövik hálóikat. Emellett tipikusan jellemző rájuk, hogy az emberi településeken is előszeretettel foglalnak el számos alternatív élőhelyet. A Tegenaria fajok sűrűszövésű, lepedőszerű hálót szőnek, amelyet az épületekben leggyakrabban a szobák sarkaiban találhatunk meg. Ez a legideálisabb hely a hálóik kifeszítéséhez, illetve a hálóhoz tartozó csőszerű menedékük megépítéséhez. A pókok a hálójukban többnyire mozdulatlanul töltik idejüket. A menedékhelyként szolgáló lakócsövöket rendszerint valami védett, eső-, illetve vízmentes helyre építik. A háló többi része jól elkülönül ettől a lakócsőtől, és a szabadba, avagy például a szoba falán kívüli térben kerül kifeszítésre. Ha egy rovar vagy egy pinceászka a hálóba kerül, a pók érzékeli az általa keltett rezgéseket. Ekkor villámgyorsan kirohan a zsákmányhoz, megmarja, és egyúttal mérget is injektál az áldozatába. A kisméretű zsákmányokat általában rögvest beviszi magával a lakócsövébe, de amennyiben a zsákmány nagyobb és nem pusztul el azonnal, a pók visszavonul mindaddig, míg a méreg teljesen ki nem fejti hatását. Ismételt marással képes a nagyobb prédákat is legyőzni, és később a lakócső biztonságos védelmében elfogyasztani. Ezeknek a pókoknak nagyon tekintélyes lehet a lábfesztávolsága. A különösen hosszú lábú hímeknél ez akár a 10 centimétert is elérheti, emiatt különösen nehéz meggyőzni az embereket az ártalmatlanságukról. A kutatók tesztelték aTegenaria fajok veszélyességét. Abban az esetben sem tapasztaltak semmilyen érdemleges és említésre méltó hatást, ha a csáprágóikkal bizonyítottan át tudták szúrni a bőrt és a mérgüket is bejuttatták a sebbe. Marásuk többnyire csak egy kis tűszúráshoz hasonlítható. Kellő szakértelem és türelem kell ahhoz, hogy valaki a marás után úgy távolítsa el a pókot, hogy annak ne essen baja. Ha a kezünkkel vagy egy söralátéttel kitessékeljük a pókot a kádból, s ezt követően szabadon is engedjük, nem csak megmentettük a biztos pusztulástól, de egyúttal közelebb is kerültünk a bennünket körülvevő természethez. Peter Jäger & Csaba Szinetár

Il Ragno Europeo dell’anno 2008

Il ragno domestico - Tegenaria spp. Chi non li conosce: ragni grandi, scuri e pelosi che appaiono dal tubo della vasca da bagno o del lavandino e che - dovuto principalmente alle loro dimensioni ed al forte contrasto con lo sfondo bianco - provocano una forte reazione agli umani. Il più delle volte si tratta dei ragni domestici che non sono né velenosi, né pericolosi. E’ tuttavia la localizzazione di questa creatura che rende più difficile il rapporto tra i ragni e molte persone. Per il 2008 è stato scelto il ragno domestico (genere Tegenaria) come ragno dell’anno. La giuria non poteva pensare ad un candidato migliore per dare enfasi alla tipica irrazionale paura che le persone hanno nei confronti di animali con otto zampe. Tramite questa attività, gli aracnologi vogliono promuovere un’interesse, o perlomeno una conoscenza della natura che ci circonda. Per la terza volta il ragno dell’anno è stato scelto sulla base di una ampia distribuzione Europea. Dal momento che non tutte le specie di Tegenaria sono presenti in ogni paese Europeo, una nuova caratteristica è stato introdotta qui e l’intero genere sarà quello che guiderà la nostra pubblicità attraverso l’Europa. Ogni paese poi sceglierà una propria specie rappresentativa. Circa 70 delle 130 specie conosciute nel mondo possono essere trovate in Europa. In campagna le loro ragnatele sono costruite sotto pietre, in tronchi cavi, sotto radici o all’interno di fitta vegetazione. Ma in ambienti antropici essi occupano numerosi habitat alternativi. Ragni domestici del genere Tegenaria costruiscono ragnatele a forma di pagina, che all’interno delle abitazioni sono tipicamente ubicate negli angoli delle stanze. Questo è il luogo più facile dove posizionare sia la ragnatela che il nascondiglio a cunicolo. Qui, immobili, questi ragni notturni passano la maggior parte del loro tempo. Il nascondiglio è costruito più o meno protetto e al riapro dalla pioggia. Il resto della ragnatela invece si estende visibilmente nella stanza. Se un insetto o un oniscide cade sulla tela, il ragno percepisce le vibrazioni causate sulla lamina della ragnatela. Veloce come la luce, esso corre contro la preda mordendola ed iniettando veleno. Prede più piccole vengono semplicemente portate all’interno del rifugio tubulare. Se la preda oppone forte resistenza, Tegenaria solitamente ritorna all’interno della tana e aspetta che il veleno faccia effetto. Con ripetuti morsi anche prede più grandi possono alla fine essere sopraffatte e successivamente essere consumate al sicuro nella tana. L’apertura delle zampe di questi ragni è impressionante. I maschi possono superare i 10 cm di apertura; e ciò certamente non convince le persone sulla loro non pericolosità. Tramite test effettuati su loro stessi, gli scienziati hanno dimostrato che anche se un ragno domestico riesce a mordere attraverso la cute, il veleno non ha un effetto rilevante. Il più delle volte è il morso stesso, come la puntura di un ago, ad essere percepito. Vale la pena notare che persino gli esperti necessitano di esperienza e pazienza nel riuscire a farsi mordere dal ragno, senza ferirlo a loro volta. Quindi se togliete il ragno dalla vasca da bagno - sia con le mani che con un bicchiere o sottobicchiere - e lo liberate, non c’è alcun pericolo. Infatti non avete soltanto salvato il ragno da una morte certa, ma siete entrati in contatto con un reale componente del vostro ambiente naturale. Tegenaria parietina (Fourcroy, 1785) Con le dimensioni del corpo che possono raggiungere i 20 mm nelle femmine ed i 17 mm nei maschi, oltre l’apertura degli arti locomotori fino ai 10 cm (maschi) di larghezza, questa specie rappresenta uno dei ragni più grandi d’Italia. Il colore del corpo è variabile dal grigio al marrone con una leggera maculazione evidente sull’addome. L’intero corpo è ricoperto di una fitta e corta peluria, mentre sulle zampe sono presenti lunghi peli, quasi setole. Il riconoscimento avviene tramite caratteri diagnostici degli apparati riproduttori, sia maschili che femminili, ma una superficiale distinzione può essere fatta tramite il colore delle zampe che hanno una colorazione omogenea, senza macchie, ed occasionalmente, il femore può presentarsi più scuro rispetto agli altri segmenti. Molto comune in tutta la penisola, questo ragno vive in ambienti antropici, all’interno dei quali colonizza angoli umidi e riparati. Costruisce una ragnatela, detta a drappo, per la sua forma laminare orizzontale con un imbuto, all’interno del quale l’individuo si rifugia. E’ prevalentemente notturno e quindi è possibile osservare questo ragno in piena attività durante le ore della notte, mentre durante le ore di luce, gli individui stanno interamente o parzialmente all’interno della cavità ad imbuto. Tegenaria parietina si nutre di qualsiasi invertebrato che cade nella ragnatela e che riesce a sopraffare. Percepisce la presenza di una preda tramite le vibrazioni trasmesse e velocemente attacca mordendola; in un secondo momento la preda sarà trasportata all’interno del rifugio ad imbuto per essere consumata. I maschi sono più vagili rispetto all’altro sesso e sono loro a cercare le femmine per la copula. Una volta avvenuto l’accoppiamento, la femmina depositerà, all’interno della propria ragnatela, un ovisacco da dove nasceranno i piccoli. La femmina resterà vicino all’ovisacco, mentre il maschio morirà poco dopo la copula. Peter Jäger & Valerio Vignoli

2008 metų Europos voras

Naminis voras - Tegenaria spp. Kasgi jų nežino: dideli, tamsūs, šeriuoti vorai pasirodantys vonioje ar praustuvėje, kurie dėka savo įspūdingo dydžio ir didelio kontrasto su baltu paviršiumi – sukelia stiprią žmonių reakciją. Tai daugiausia namie gyvenantys vorai, kurie nei nuodingi, nei pavojingi. Nepaisant to, kalbant būtent apie šį sutvėrimą, tai yra faktas labiausiai įtakojantis žmonių požiūrį į šiuos vorus. 2008 metais naminis voras (gentis Tegenaria) pasirinktas metų voru. Vertinimo komisija nerado tinkamesnio kandidato, kuris galėtų nukreipti dėmesį į iracionalias baimes iškylančias dėl šių aštuonias kojas turinčių gyvūnų. Šia akcija arachnologai nori skatinti domėjimąsi šiais nariuotakojais arba bent jau geresnį mus supančio pasaulio supratimą. Tai jau trečias kartas kai Europos metų voras renkamas visos Europos mastu. Kadangi ne visos Tegenaria rūšys aptinkamos kiekvienoje Europos šalyje, naujovė bus ta, kad visa gentis visoje Europoje bus visuomenės dėmesio centre. Kiekviena šalis turės pasirinkti savo šalį atstovaujančią rūšį. Iš 130 rūšių žinomų visame pasaulyje apie 70 yra randamos Europoje. Šie vorai kaimo vietovėse tinklus rezga po akmenimis, tuščiuose rąstuose, po medžių šaknimis ar tankioje augalijoje. Tegenaria genties naminiai vorai rezga paklodės tipo tinklus, kurie pastatuose dažniausiai randami kambario kampuose. Tai paprasčiausias būdas vorui pritvirtinti skersai tinklą, o paskui padaryti piltuvo formos slėptuvę. Čia šie naktiniai vorai nejudėdami praleidžia didžiąją laiko dalį. Slėptuvė būna įrengta saugioje nuo lietaus vietoje. Likusi tinklo dalis gali būti išsiplėtusi kambaryje. Vabzdžiui ar vėdarėliui patekus į piltuvišką tinklo dalį, voras pajunta vibracijas kylančias horizontalioje paklodės tipo tinklo dalyje. Tuomet jis žaibiškai puola prie aukos ir įkanda suleisdamas nuodus. Smulkesnis grobis tiesiogiai nutempiamas į piltuvišką slėptuvę. Jei auka stirpiai priešinasi, Tegenaria paprastai sugrįžta į savo slėptuvę ir laukia kol suveiks nuodai. Keleta įkandimų ir, net ir didesnis grobis, gali būti pavergtas ir saugiai sudorotas slėptuvėje. Šių vorų kojų ilgis įspūdingas. Ilgakojai patinėliai gali siekti daugiau nei 10 cm. Tai nesuteikia žmonėms pasitikėjimo šiais vorais, kurie nežino, kad šis voras iš tiesų nėra pavojingas. Tiriant nuodų poveikį, mokslininkai teigia, kad netgi vorui sugebėjus prakąsti odą, nuodai neturi jokio pastebimo poveikio. Dažniausiai įkandimo vietoje matosi adatos dydžio skylutė. Svarbu paminėti tai, kad net ir ekspertams reikia daug kantrybės ir įgudimo, kad priversti vorą įkasti jiems, nesužalojant paties voro šio proceso metu. Taigi, jeigu jūs išimsite vorą iš vonios ranka ar su stikline ir su bokalo padėkliuku, bei paleisite į laisvę – tai nesudarys jokio pavojaus. Tuomet jūs ne tik išgelbėsite vorą nuo mirties, bet ir tapsite neatskiriama savo gamtinės aplinkos dalimi. Peter Jäger & Marija Biteniekytė

De Europese Spin van het Jaar 2008

De Huisspinnen - Tegenaria Wie kent ze niet, de grote, donkere en harige spinnen die je in het bad of de wastafel vindt? Door hun grootte en contrast met de witte ondergrond roepen ze bij veel mensen een sterke reactie van angst op. Meestal zijn dit huisspinnen, die niet giftig en dus niet gevaarlijk zijn. Toch zijn het juist deze dieren die verantwoordelijk zijn voor de slechte verstandhouding tussen mensen en spinnen. Voor 2008 is deze huisspin van het geslacht Tegenaria uitgekozen als spin van het jaar. De keuze viel op dit dier om speciaal de aandacht te vragen voor de absoluut overbodige angst die mensen voor spinnen koesteren. Men wil juist belangstelling stimuleren voor de dieren in onze directe omgeving. Het is nu de derde maal dat de Spin van het Jaar werd gekozen met als uitgangspunt het voorkomen in heel Europa. Maar omdat niet steeds dezelfde Tegenaria soorten in alle landen voorkomen werd het geslacht Tegenaria aangewezen. Ieder land vult zijn eigen soort of soorten in waarvoor het aandacht wil vragen. In de gehele wereld komen 130 verschillende soorten Tegenaria's voor en daarvan worden er ongeveer 70 in Europa gevonden. In het vrije veld bouwen deze spinnen hun web onder stenen, onder boomwortels en in andere holtes. In de omgeving van de menselijke bebouwing maken ze dankbaar gebruik van de uiteenlopende mogelijkheden die daar worden geboden. Huisspinnen bouwen vlakke, dicht-geweven webben die uitlopen in een schuilkoker waar de spin zich ophoudt. Het zijn typische nachtdieren, die overdag onbeweeglijk in de koker weggedoken zitten en 's nachts op de overgang van web en koker op een prooi wachten. In huizen maken ze meestal gebruik van een hoek een kamer: de schuilkoker in de hoek en het web uitgespannen tussen de wijkende muren. Wanneer een insect of pissebed op het web valt voelt de spin de trillingen in het web, stormt er bliksemsnel op af en bijt de prooi met zijn gifkaken. Kleine prooien worden direct meegenomen in de schuilkoker, maar grotere worden op het web achtergelaten tot het gif zijn werk heeft gedaan en pas later weggesleept. De prooien worden dus niet ingesponnen. Soms wordt de gifbeet een aantal malen herhaald. De prooi wordt in de schuilkoker gegeten. Het formaat van deze spinnen is indrukwekkend. Mannetjes kunnen met de poten meegerekend wel 10 cm lang worden en dat formaat maakt het niet gemakkelijk mensen er van te overtuigen dat deze dieren totaal ongevaarlijk zijn. Het is proefondervindelijk bewezen dat het gif bij mensen nauwelijks uitwerking heeft. Bovendien kan deze spin niet door onze huid heen bijten en men zal hooguit een speldenprik voelen wanneer men hem met grote moeite tot bijten heeft gekregen. Dat lukt echt nauwelijks! Men kan een spin dus rustig uit het bad pakken, met de hand of met behulp van een glas en de spin buiten loslaten. Zo redt je niet alleen een spin van een zeker dood, maar je hebt ook kennis gemaakt met een interessant element van je plaatselijke natuurlijke omgeving. In Nederland is Tegenaria atrica de meest algemene soort in en rond onze huizen. In de duinen en heidevelden, en op open plekken in het bos komt vooral Tegenaria agrestis voor. Peter Jäger & Peter J. van Helsdingen

Årets edderkopp - 2008

Husedderkopp - Tegenaria spp.   Hvem har ikke sett dem; store, mørke og hårete edderkopper som dukker opp i badekaret eller vasken og som, på grunn av den sterke kontrasten mot the hvite, fremkaller sterke reaksjoner hos mange mennesker. Det dreier seg svært ofte om husedderkopper som verken er giftige eller farlige for mennesker. Likevel er det kanskje disse edderkoppene som skaper mest uvilje mot edderkopper. Husedderkoppen (slekten Tegenaria) er valgt som Årets Edderkopp for 2008. Juryen kunne ikke tenke seg en bedre kandiat for å skaffe litt oppmerksomhet omkring den ofte irasjonelle frykten mange mennesker føler ovenfor disse åtebeinte dyrene. Med denne nominasjonen ønsker man å øke interesen, eller i det minste forståelsen, for naturen omkring oss. For tredje gang har også Årets Edderkopp blitt valgt på et felle-Europeisk nivå. Siden ikke alle Tegenaria-arter finnes i alle land har man gjort noe nytt og vil forkusere på slekten som helhet istedenfor en enkelt art som har vært gjort tidligere. Hvert land vil så velge sin egen art som representant for slekten. Omtrent 70 av de vel 130 artene finnes i Europa. Der den finnes utensdørs bygger de nettene sine under steiner, i hule trær og stammer, under trerøtter eller i tett vegetasjon. De er imidlertid mest vanlige i menneskeskapte miljøer, spesielt bolighus og andre bygninger. Edderkopper i slekten Tegenaria bygger store traktnett som i hus ofte plasseres i hjørnene i rommet. Dette er det enkleste stedet for edderkoppen å plassere den flate delen av nettet sitt og deretter den tunnelformede trakten hvor edderkoppen søker tilflukt. I denne trakten tilbringer edderkopen det meste av sin tid. Selve trakten plasseres på et tørt og beskyttet sted, mens resten av nettet kan strekke seg over relativt store avstander. Dersom et insekt eller skrukketroll faller ned på nettet vil edderkoppen straks registrere vibrasjonene gjennom myriadene av tråder som utgjør den flate delen av nettet. Den  løper da lynraskt mot byttet, biter det og sprøyter inn en dose gift. Mindre byttedyr bæres deretter inn i selve trakten. Fort større byttedyr, som gjerne gjør motstand, lar Tegenaria dem i fred til giften har gjort sitt. Ved gjentatte bitt kan selv ganske store byttedyr fanges og deretter spises trygt i trakten. Beinspennet på disse edderkoppene er imponerende. Langbeinte hanner kan bli opptil 10 cm, og det er vanskelig å overbevise folk om at disse ikke er farlige. Ved å bruke seg selv som forsøkspersoner har vitenskapsmenn vist at selv om en husedderkopp kan bite gjennom et menneskes skinn så har giften ingen synlig virkning. Som oftest er det selve bittet, som føles som et lite nålestikk, som merkes. Her bør en merke seg at selv erfarne forskere må bruke både tid og være tålmodige dersom de skal få edderkoppen til å bite dem uten å skade den. Så det finnes ingen fare for å bli bitt dersom du tar edderkoppen ut av badekaret, enten i hånda eller i et syltetøyglass, og deretter setter den fri. da har du ikke bare reddet edderkoppen fra en sikker død, du har også hatt nærkontakt med en levende del av ditt naturlige miljø. Peter Jäger & Kjetil Åkra

Europejski pająk roku 2008

Pająk domowy: Tegenaria spp. Pająki domowe. Któż ich nie zna? Wielkie, ciemne, włochate, pojawiające się w łazienkowej wannie czy w kącie pokoju, widoczne na tle jasnej ściany... Wywołują nerwową reakcję, czasami przerażenie, choć są całkowicie niegroźne. Już trzeci rok z rzędu, jury złożone z europejskich arachnologów dokonało wybory pająka roku. W r. 2008 ten zaszczytny tytuł nosić będzie pająk domowy z rodzaju Tegenaria. Trudno było o lepszego kandydata, który wywoływałby równie irracjonalną ludzką reakcję na swój widok. Dokonując takiego wyboru, arachnolodzy pragnęli skierować uwagę i zainteresowanie na otaczającą nas przyrodę. Ponieważ rodzaj Tegenaria obejmuje różne gatunki, nie zawsze obecne w całej Europie, podjęto decyzję o wyborze całego rodzaju a poszczególne kraje dokonały wyboru swego własnego gatunku. W Polsce jest nimkątnik domowy Tegenaria domestica (Clerck, 1757). Spośród 130 gatunków rodzaju Tegenaria znanych na świecie, w Europie żyje około 70. W naturalnym środowisku spotkać je można pod kamieniami w dziuplach i szczelinach drzew, pod korzeniami lub wśród gęstej roślinności. W sąsiedztwie człowieka zajmują liczne alternatywne środowiska: łazienki, strychy, piwnice... Ich rozległe płachtowate sieci, znane z kątów mieszkań, zakończone są lejkiem, w którym chronią się pająki. Tutaj te nocne zwierzęta spędzają w bezruchu większość czasu. Owady zaplątane w sieć są z łatwością wykrywane i lokalizowane - dzięki wibracji, jaką powodują. Pająk atakują błyskawicznie, wstrzykując porcję jadu. Mniejsze ofiary są natychmiast zanoszone do lejkowatej części sieci. Większe – dopiero gdy są uśmiercone. W tym czasie pająk oczekuje w kryjówce. Czasami konieczne jest wielokrotne ugryzienie by efekt był wystarczający. Rozpiętość nóg pająków z rodzaju Tegenaria może dochodzić do 10 cm (!!!), co dodatkowo przeraża. Sprawdzając działanie jadu pająków domowych na sobie, badacze wykazali, że nie ma on znaczącego działania na człowieka. Jedyny efekt ugryzienia to lekkie ukłucie. Ponadto pająki te są mało agresywne. Widząc pająka w łazience, warto darować mu życie, wypuszczając do ogrodu, piwnicy lub na strych. Można zrobić to bez żadnego ryzyka w rękawicach lub złapać zwierzę do słoika. To dobra okazja do obserwacji, do kontaktu ze zwierzętami żyjącymi wokół nas. Peter Jäger & Marek Żabka

Årets europeiska spindel 2008

Husspindlar - släktet Tegenaria Vem har inte träffat på dem: stora, mörka och håriga spindlar som dyker upp i badkaret eller handfatet och vilka - mest på grund av deras storlek och kontrasten mot den vita bakgrunden - vållar en kraftig reaktion hos människor. Dessa spindlar är oftast husspindlar, vilka är varken giftiga eller farliga. Hur som helst, dessa möten förstör många gånger förhållandet mellan spindlar och människor. För 2008 har husspindlarna (släktet Tegenaria) blivit valda till årets spindel. Juryn kunde inte tänka sig någon bättre kandidat för att dra uppmärksamheten till den irrationella rädsla som många har mot åttabenta djur. Med detta val vill vi arachnologer skapa ett intresse, eller åtminstone en förståelse, för naturen nära oss. För tredje gången har Årets spindel blivit vald för hela Europa. Eftersom inte någon av alla husspindlar finns i alla europeiska länder har ett nytt koncept används i år. Släktet Tegenaria ställs i centrum för publicitet och varje land väljer i sin tur en art. För Sverige har större husspindel, Tegenaria atrica, blivit utvald. Ungefär 70 arter av Tegenaria är kända från Europa och 130 från hela världen. Utanför bebyggelse så bygger husspindlarna sina nät bland stenar, i klippspringor, i ihåliga träd, under trädrötter och i tät vegetation. I tätbebyggda områden kan man träffa på dem på många olika ställen. Husspindlar bygger mattliknande nät. I byggnader påträffas ofta dessa i hörn. Detta är den för spindeln enklaste platsen att göra sitt nät och det rörformade gömslet som oftast placeras i hörnet. Där, i gömslet, stillasittande, uppehåller sig dessa nattaktiva spindlar mesta tiden. Gömslet placeras skyddat och när det är utomhus på ett ställe dit nederbörd inte når. Resten av nätet, själva mattan, kan vara utvidgat långt ut från gömslet. Om en insekt eller gråsugga faller på nätets matta märker husspindeln vibrationerna som bytet orsakar. Snabbt springer husspindeln fram till bytet, biter och sprutar in gift. De minsta bytesdjuren bärs in i gömslet och sugs ut där. Om bytesdjuret gör större motstånd så återvänder husspindeln till sitt gömsle och väntar där tills att giftverkan har stillat bytet. Med upprepade bett kan oftast även stora byten övermannas och slutligen sugas ut i skyddet i gömslet. Dessa spindlars ben är imponerande långa. Långbenta hanar kan från benspets till benspets nå drygt 10 cm - vilket gör det svårt att övertyga folk som tror att de vet bättre om att husspindeln är ofarlig. Genom att testa bett på dem själva har forskare visat att även om husspindeln kan bita igenom huden så har giftet ingen noterbar effekt. Oftast är det bara bettet, som är ett litet nålstick, som märks. Värt att nämna är att det även för experter är svårt att få husspindlar att bita utan att skada spindeln. Så om ni tar husspindeln ut ur badet -med hjälp av handen, ett glas eller ett ölunderlägg - och släpper ut den, finns det ingen anledning att oroa sig överhuvudtaget. I själva verket så har ni räddad spindeln inte bara från en säker död, utan också kommit i kontakt med er och deras naturliga miljö. Den svenska representanten för årets spindel blev större husspindeln, Tegenaria atrica, som är en av våra största spindlar. Både hanen och honan kan nå en kroppslängd på 18 mm. I Sverige har vi fyra arter av husspindlar: större husspindel (Tegenaria atrica), mindre husspindel (Tegenaria domestica), luffarspindel (Tegenaria agrestis) och laduspindel (Malthonica ferruginea). För att helt säkert kunna skilja arterna åt behövs att man tittar på deras förökningsorgan. Den vanligaste av dessa är numera den större husspindeln. Den är mycket vanlig i södra Sverige längs kusten upp till åtminstone Stockholmstrakten och till Göteborg. Verkar minska något i vanlighet i kallare trakter, saknas eller är sällsynt på stora delar av Sydsvenska höglandet. Har på senare år ökat sitt utbredningsområde och hittas numera ofta även upp till Gästrikland. Enstaka fynd görs även längre norrut längs Norrlandskusten åtminstone upp till Umeå. Den större husspindeln kan bli ovanligt gammal för att vara en spindel. De flesta spindlar som finns i Sverige blir högst något år, några av de större blir 2-3 år gamla, men den större husspindeln kan bli ända upp till 7 år gammal, men blir oftast inte mer än 3 år. När hanen blir könsmogen vid så letar han efter en hona. Det är ofta då han hamnar i badrummet. Hanen dör efter en kort tid som vuxen då han sprungit och letat efter honor. Efter parningen så lägger honan 3-4 äggkokonger. Honan brukar tyna bort efter äggläggningen. Ibland ser man även honor och unga som är ute och rör på sig. Det kan bero på att de behöver byta ställe, t ex på att nätet blivit förstört, men också på att de letar efter föda utanför nätet i mörkret ibland. Peter Jäger & Lars J. Jonsson

 

Evropski pajek leta 2008

Hišni pajek - Tegenaria spp. Kdo jih ne pozna: veliki, temni, kosmati pajki, ki se pojavijo v kopalni kadi ali umivalniku in - predvsem zaradi svoje velikosti in kontrasta proti beli podlagi - povzročijo burno reakcijo pri ljudeh. To so večinoma hišni pajki, ki niso niti strupeni, niti nevarni. Vseeno pa so ravno takšna srečanja tisto, kar najbolj škodi odnosu med pajki in številnimi ljudmi. V letu 2008 je bil za pajka leta izbran hišni pajek (rod Tegenaria). Žirija se ni mogla spomniti kandidata, ki bi bolje opisal tipično nerazumen strah ljudi pred temi osmeronogimi živalmi. S to potezo bi arahnologi radi vzbudili zanimanje ali vsaj razumevanje sveta okoli nas. Pajka leta so tretjič izbirali na evropski ravni. Glede na to, da ne živi vsaka vrsta v vsaki državi, smo vpeljali novost in tako bo letos v središču pozornosti celoten rod. Vsaka država pa bo potem izbrala svojo značilno vrsto. V Evropi najdemo okoli 70 od skupno 130 vrst na svetu. Na podeželju gradijo svoje mreže pod kamenjem, v votlih deblih, pod koreninami dreves in med gosto vegetacijo, v naseljih pa hvaležno zasedejo tudi mnoge alternativne habitate. Hišni pajki iz rodu Tegenaria gradijo ploščate mreže, ki jih tipično najdemo v kotu sobe. Na tem mestu pajek najlažje raztegne svojo mrežo in potem namesti svoje lijakasto zatočišče. Ti nočno aktivni pajki v njem nepremično preživijo večino časa. Zatočišče je zgrajeno tako, da je čim bolj skrito in varno pred dežjem. Ostali del mreže pa se, za razliko od zatočišča, lahko razteza daleč v sobo. Ko kakšna žuželka pade na ploščat del mreže povzroči vibracije, ki jih pajek takoj zazna. Ta hitro kot blisk steče k plenu, ga ugrizne in vbrizga strup. Manjši plen takoj odnesejo v zatočišče, pri velikem plenu pa se Tegenaria tipično najprej umakne v zatočišče in počaka, da strup začne učinkovati. S ponavljajočimi ugrizi lahko obvladajo tudi velik plen, ki ga nato zaužijejo na varnem v zatočišču. Velikost teh pajkov je impresivna. Dolgonogi samci lahko imajo razpon nog tudi čez 10 cm, kar seveda ne pripomore k prepričevanju ljudi, ki o pajkih ne vedo dovolj, da ti dejansko niso nevarni. Znanstveniki so s preizkusi na sebi pokazali, da tudi če hišnim pajkom ob ugrizu uspe predreti kožo, učinek strupa nima opaznejšega učinka. Večinoma se opazi samo ugriz, ki se ga čuti kot pik bucike. Omembe vreden je tudi podatek, da celo strokovnjaki potrebujejo precej spretnosti in potrpljenja, da pajke pripravijo do ugriza, ne da bi jih ob tem poškodovali. Vseeno je torej ali pajka poberete iz kopalne kadi z golo roko ali kozarcem, da ga varno izpustite na prostost. V bistvu s tem niste pajka samo rešili zanesljive smrti, ampak tudi prišli v stik z naravnim okoljem okoli vas. Peter Jäger & Matjaž Gregorič